Slut-april shopping

Solen skinner, jeg har kun haft én time på uni, og der er endelig lidt penge på kontoen igen: Det inviterer jo til lidt shopping!
Et sort denim-skirt kan nu streges af den Alexa-inspirerede liste – som altid redder H&M mig med sine fantastiskt billige priser.
Og så skulle jeg jo være et skarn, hvis jeg ikke udnyttede Magasins Super Bazar-uge med 10 procents rabat på al kosmetik. Så det var oplagt til et MAC-attack! Det blev til en længe ønsket blush (Sheertone Shimmer Blush i farven Peachykeen). Jeg bliver altid imponeret over MAC-pigernes evne til at dechifrere mine ønsker. Jeg siger: “Jeg leder efter en blush, der er ferskenagtig med lidt pink i, så jeg ser rigtig frisk ud, når den kommer på”. Og så finder de den i første forsøg! Selvfølgelig skal jeg lige prøve andre farver, men vender som regel tilbage til udgangspunktet.
Blushen fik selskab af en olivengrøn eyeliner (Technakohl Eye-liner i farven Uniform), for jeg vil gerne eksperimentere lidt med farvet eyeliner, og jeg tror, denne farve vil stå godt til mine øjne.
Og så faldt jeg over den sødeste flæsede top med forskelligt print i H&M, men jeg lod den hænge. På en SU må jeg altid skelne mellem, hvad jeg rent faktisk har brug for, og hvad der bare ville være sjovt at have hængende i skabet. Den er supersød, men tror ikke jeg ville gå så meget med den. Men nu må vi se, hvis jeg ikke har den ude af hovedet om et par dage, kan det godt være, jeg må aflægge H&M endnu et visit!

Jeg håber, at I alle nyder det gode vejr! Jeg skal gøre mig klar for skal spise henne hos en veninde, og så skal vi til Spleen United-koncert. Yay! Det er et år og en krig siden, at jeg har været til koncert!

Download Coldplay’s nye single gratis!

Radiohead startede bølgen med at lægge deres album “In Rainbows” på nettet til fri download, og Coldplay tager et lignende tiltag ved at lægge deres første single “Violet Hill” fra deres fjerde album “La Vida or Death And All His Friends” ud til gratis, og lovlig, download.

Alt hvad du skal gøre er, at smutte hen på Coldplay’s hjemmeside og taste din e-mail adresse ind, så får du et link, hvor du kan downloade sangen.

(billed fra coldplay.com)

DANSK Fashion Awards 2008

Hvilken branche fejrer ikke sig selv? DANSK Fashion Awards løber af stablen for første gang i aften i Glyptotekets festsal. Det er hovedmændene bag DANSK Magazine, Uffe Buchard og Kim Grenaa, der står bag arrangementet. En stor dommerkomité, der blandt andet består af moderedaktører fra Costume, Eurowoman og ALT for Damerne, skal finde frem til vinderne i 15 kategorier, heriblandt årets danske designer og årets danske kampagne.

Jeg spørger bare: Hvor er nomineringen i årets danske modeblog? Who am I kidding, men man kan da altid håbe, at vi en dag kommer til sådan en kategori 😉

Læs mere om DANSK Fashion Awards 2008 her.

(billeder fra look4fashion.dk)

Alexa Chung – garderobe-reminderen

Jeg har aldrig været så organiseret en shopper, at jeg har kunnet sætte mig ned og lave en liste over ting, der skal erhverves til garderoben til næste sæson. Jeg ville ønske, jeg var, for så ville jeg sikkert ikke gøre så mange mærkværdige køb. For mig er det mere en ad hoc-proces, hvor jeg ser billeder fra og læser i magasiner, blogs og internet-fora. Så falder jeg over en ting og tænker “Den er da fed”, og så laver jeg lige en mental note om, at holde udkig efter det. Det eneste jeg vist pt. har på denne mentale liste er en mørkeblå kjole
Men da jeg så disse billeder af Alexa Chung fra marts-nummeret af italienske Grazia er listen blevet udvidet. Jeg har allerede en lignende blazer og en stribet trøje liggende i skabet, de skal, som Alexa Chung gør det, gå foråret i møde med et sort denim mini-skirt. Jeg plejer altid at have min blazer på med jeans, men jeg synes, det bliver rigtig cool og ungdommeligt med et mini-skirt!
Udover at skulle hive den gamle blazer frem fra gemmerne, så skal min biker-læderjakke også frem. Jeg har ikke gået med den særligt tit, men nu skal det være. Min læderjakke kunne nemt gøre en fin, mørkeblå strutkjole med corsagetop lidt mindre girly og lidt mere rå.

Så listen er nu udvidet med:
– Sort denim mini-skirt
– Strutkjole med corsagetop i en mørk farve

(billeder fra the Fashion Spot)