Mig og min epilator
Inspireret af Acie’s epilator-anmeldelse tænker jeg, at jeg også lige vil give nogle ord med på vejen til denne hårfjerningsmetode, for jeg har brugt en epilator i cirka fem år efterhånden – og det er helt klart min foretrukne måde at få glatte, hårfri ben og armhuler på!
Min mor har den fineste, mest bløde hud – og hun har ikke ét eneste hårstrå på hverken arme eller ben. Desværre er jeg så heldig at have arvet min fars gorilla-gen, så jeg har sorte hår, der vokser hurtigere end Grækenlands gæld!
Derfor har jeg prøvet det meste: Voks (som jeg synes var dyrt i længden, hårdt for huden, og det irriterede mig, at hårene skulle have en vis længde), skraber (gav mig knopper, skulle gøres nærmest hver dag og også ret dyrt i længden med udgift til skraber, skum etc.) og sådan nogle mærkelige sandpapir-pads, som skulle “slibe” hårene af (don’t waste your money!).
Derfor var det også med en portion sund skepsis, at jeg prøvede en epilator – men nu er jeg en true epilator-believer! Jeg har en gammel sag fra Braun, der hedder Silk-Èpil – jeg mener, den kostede 500 kr.
Hvordan fungerer sådan en fætter?
En epilator består af en lille tromle, hvor der er en masse små pincetter på. Når man tænder for maskinen, drejer tromlen rundt, og de små pincetter åbner og lukker sig meget hurtigt. Man kører epilatoren over huden, og den plukker så alle hår ud. Forestil dig en manuel pincet gange tusind!
Dog niver en epilator ikke i huden, som en almindelig pincet kan have tendens til – den hiver kun hårene ud. På min epilator kan tromlehovedet skiftes ud med en trimmer (til hvis hårene er virkeligt lange!) og et “starter”-hoved, der har færre pincetter, så det eftersigende skulle gøre mindre ondt (det tager dog også længere tid at fjerne hår, da der jo er færre pincetter.)
Jeg plejer at epilere, når jeg har været i bad, for der er porerne åbne, og så gør det ikke så ondt. Huden skal dog være helt tør, og man skal ikke have smurt sig ind i creme eller olier endnu, for ellers kan epilatoren ikke få fat i hårene. For mig tager det ikke mere end fem-ti minutter at få has på kropsbehåringen.
Gør det ondt?
Jeg vil ikke lyve: Første gang man prøver en epilator, så gør det mega naller – og jeg synes ikke selv, at jeg normalt er meget pivet… Men jeg svor, at jeg i hvert fald aldrig ville bruge sådan et monster igen. Og ja, de første par gange skriger du, tårerne triller, og det føles som om, du bliver stukket eller får en masse små elektriske stød.
Men dine hårsække bliver vant til smerten, så bid det i dig i starten – og efterhånden mærker du slet ikke noget. Nogle epilatorer har sådan en gelpude, du kan smide i fryseren og lægge på huden, før du epilerer. Min epilator har sådan en ekstra anordning (den øverste lilla dims), som rejser hårene og (eftersigende) gør epileringen mere jævn og smertefri.
Desuden kan min også indstilles i to hastigheder – alt efter hvor meget man nu kan tåle. Jeg startede ud med den langsomme hastighed, men nu kan jeg sagtens bruge den hurtige!
Hvad med rengøring?
Der medfølger en lille børste, så man kan “pensle” alle de plukkede hår væk fra tromlen. Og så sørger jeg jævnligt for at afspritte den med helt almindeligt husholdsningssprit for at få alle bakterier væk.
Hvor på kroppen kan den bruges?
Jeg bruger den på ben og under armene. Den kan ikke bruges i ansigtet, og jeg tør ikke bruge den *ahem* det allermest følsomme sted på kroppen – så hardcore er jeg slet ikke (så der bruger jeg stadig skraber).
Hvad er ulemperne?
Jeg oplever indgroede hår på skinnebenene (dog ikke lår eller under armene), men det gjorde jeg også, da jeg brugt skraber – så det er måske bare mine skinneben, der er mærkelige. Så sørg for at bruge en body scrub eller hamphandske for at at undgå indgroede hår.
Og så larmer en epilator ret meget – meget a la en hårtørrer vil jeg tro. Og den er ikke helt handy at rejse med i forhold til en skraber – og så er der jo også strømforsyningsissuet.
Hvad er fordelene?
Man er hårfri i længere tid! Hvor jeg før skulle bruge en skraber nærmest hver dag, så bruger jeg en epilator cirka en gang om ugen (mine hår vokser hurtigt, så andre kan nok gå i længere tid.)
Desuden har man ikke den der stikkende fornemmelse, når hårene vokser ud, for hårene er jo blevet hevet ud – og ikke bare cuttet over som med en skraber.
Og i modsætning til voks, så kan en epilator tage ret korte hår – ned til 1 mm lange vil jeg tro – så med en epilator er der ikke de der irriterende in between-perioder 😉
I det lange løb synes jeg også, at en epilator er mest økonomisk i længden. Jovist er 500-1000 kr. et stort beløb – men det er et engangsbeløb! Med voks og skraber er du jo hele tiden ude at lægge penge, så hvis du laver en cost-benefit-analyse, så tror jeg, at en epilator kan betale sig bedst.
Phew! Det blev til en længere smørre – respekt til jer, der nåede igennem 😀 Hvis I ikke synes, jeg har været fyldestgørende nok, så er I velkomne til at spørge.
P.S. Den epilator, jeg har, er vist fire år gammel – og er still going strong. Dog vil jeg for forandringens skyld gerne have en ny, når jeg får råd eller falder over et godt tilbud. Fx denne nye fra Braun, som min favorit beauty blogger Lollipop26 anmelder her.
Jeg er personligt også stor stor fan, så piger det er bare med at komme i gang!