Longing for spring

Lunch @ Dinner

lunch-at-dinnerHr. kæreste og jeg var i starten af februar i London for at fejre, at han blev 30 år, og på selve dagen skulle vi selvfølgelig have lækker mad 🙂 Derfor havde han reserveret bord til frokost på Dinner by Heston Blumenthal, der har to Michelin-stjerner. Hvis I ikke kender ham, så er Heston Blumenthal lidt af en stjernekok, der mest er kendt for sin molekylære gastronomi, og man kunne da også mærke, at der i den grad var leget med maden med masser af indslag med humor.

Restauranten ligger på Mandarin Oriental Hyde Park i Knightsbridge, der nok er byens mest fancy hotel, og det var det perfekte sted at fejre hans fødselsdag – og vi kunne også fornemme rundt omkring, at vi altså ikke var de eneste, der var der for at fejre noget 😉

Vi valgte deres “set menu”, der er en fastsat menu til en ganske rimelig pris, de to Michelinstjerner taget i betragtning – I kan se menuerne HER. I menuen var der et valg mellem to forretter, to hovedretter og to desserter, og hr. kæreste og jeg valgte en af hver ret og aftalte at bytte tallerken, så vi kunne smage alle retter. Oveni det tilkøbte vi deres berømte “meat fruit” fra a la carte-menuen. Det ligner en mandarin, men er i virkeligheden den mest lækre, smooth kyllingeleverparfait – SÅ LÆKKERT!

Generelt var al maden virkelig lækker, veltilberedt, gennemtænkt og helt igennem velsmagende. Niveauet var tårnhøjt, og der var ikke én ret, der faldt igennem. Jeg kan med ærlighed i stemmen sige, at den der chokoladedessert er den bedste dessert, jeg nogensinde har fået i mit liv. Og hr. kæreste ville nær ikke bytte sin hovedret med mig, da saucen til vagtlen var så sindssygt god.

Da vi var kommet gennem frokostmenuen, fik vores søde tjener lokket os til at prøve deres ice cream cart, hvor de lavede is ved bordet ved hjælp af flydende nitrogen, og hvor man så selv kunne vælge toppings. Virkelig en god måde at afslutte et eminent restaurantbesøg på 😉

Servicen var helt i top: Diskret, opmærksom og ekstremt vidende. For to personer kom vi af med knap 1.500 kr. for tre retter, en a la carte-ret, vand, et glas vin til mig, vand og isvognen. Vi har før spist middag på Geranium, og selv om det denne gang “kun” var frokost, så var vi enige om, at dette altså var på et helt andet niveau og absolut pengene værd.

Så hvis I skal til London og vil flotte jer med et restaurantbesøg udover det sædvanlige, så kan jeg varmt anbefale Dinner.

P.S. Der kommer flere London-tips på et andet tidspunkt 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Longing for spring