Nice lace

Tips til Rom

rom-tipsI starten af november var jeg i Rom med min søster, og nu har jeg endelig taget mig sammen til at samle lidt tips til jer – måske er der nogen af jer, der snart skal af sted på en lille forårstur?

Som sagt var vi af sted i starten af november, og der var det stadig skønt vejr. Dagtemperaturen lå omkring de 20 grader – et par af dagene var overskyede, men den ene dag skinnede solen ned fra en klar himmel, og det var nærmest sommer 🙂 Vi boede på Class House, der ligger midt på Via del Corso, der er deres highstreet, så Zara, H&M og GAP lå nærmest lige om hjørnet 😉

Hotellet virkede til at være relativt nyt, så alt var fint og rent. Der var dog noget lydt, og WiFi var ikke superhurtigt. Prisen er inklusiv morgenmad, og den var ok af en hotelmorgenmad at være. Der stod endda nogen og lavede cappuccino til dig 😉 Hvis du virkelig vil spare, så book et hotel uden vindue (!). Det bedste ved hotellet var dog helt klart beliggenheden! Det lå tæt på Den Spanske Trappe, og seværdigheder som Trevifontænen, Forum Romanum og Pantheon ligger alle inden for gåafstand, så det var ikke nødvendigt at tage metroen på noget tidspunkt – byen har alligevel ikke det vilde metronet 😉

Udover Via Del Corso, der primært byder på highstreet, så byder Via Condotti og parallelgaden Via Borgognona på masser af luksushopping – sidstnævnte gade er min favorit, for der ligger en Balenciaga og en Ladurée 😉

Hvis I er et madøre som mig, så sørg for at få noget pecorino-ost og parmaskinke med hjem i kufferten. Langt de fleste delikatesseforretninger kan vakuumpakke den klump ost eller skinke, som du har købt. Hr. kæreste var svært glad for at få en stor klump parmaskinke i gave! Kød = kærlighed 😉

Tips til Rom:
1. Otello alla Concordia, Via della Croce 81. En kollega tippede mig om denne hyggelige restaurant, og jeg var glad for, jeg fulgte hendes anbefaling 😉 Stedet ligger i nærheden af Den Spanske Trappe, hvor man ellers nemt ender i en turistfælde, men denne restaurant er gemt væk i en gård – i skal gå gennem en port for at komme derind 😉 Jeg fik blandt andet en virkelig god spaghetti med muslinger.

2. Rom er generelt bare god at slentre rundt i, og man falder konstant over spektakulære udsigter og ruiner. Colosseum, Forum Romanum og Palantinerhøjen ligger alle lige op ad hinanden. Hvis jeg skulle betale for at komme ind kun ét sted, ville jeg vælge Palantinerhøjen med den flotte udsigt.

3. Pastaretten cacio e pepe (ost og peber) lyder som en banal ret, men det er nok det tætteste, man kommer på Roms signaturret 😉 Kendiskokken Anthony Bourdain har gjort stedet Roma Sparita i Trastevere populært (så book bord i forvejen!). Har du ikke booket bord, er der dog andre lokale restauranter i Trastevere-området, der også laver en god cacio e pepe. Bare slentr lidt rundt i de smalle, hyggelige gader i området 😉

4. Gelato er et must! Giolotti er en af de mere populære og med rette. Der er to butikker i Rom. Vælg antal kugler, betal ved kassen, få en kvittering og vær beredt på at møve dig gennem en kødrand af mennesker ved isdisken. Det gode ved, at der er så mange mennesker, er dog, at du til gengæld har god tid til at bestemme dig for, hvilken is det skal være, for der er mange lækre varianter at vælge mellem 😉

5. Antipasti er et genialt koncept! Da de spiser sent sydpå, så får man sig gerne en lille drink og en snack for at holde den værste sult stangen. De fleste steder giver du 10 euro for et glas vin/en cocktail, og oveni prisen får du adgang til en buffet med lækre småretter. Vi var på ‘Gusto, der lå lige ved vores hotel. Bestil en Negroni, hvis det skal være helt romersk 😉

6. Coda alla vaccinara eller braiserede oksehaler er endnu en ret, som er meget romersk. Vi fik en kæmpeportion og sød og charmerende service hos Al 34.

7. Det indendørs luksusmadmarked Eataly ligger et stykke fra centrum – det var den eneste metrotur vi tog udover den til og fra Termini mod lufthavnen. Tænk Torvehallerne eller Whole Foods kun med italienske varer! Udover at shoppe en masse italienske goodies fik vi også pizza (billede 8), som på bedste romerske maner sælges efter vægt, og så blev det også til espresso og dessert hos den lækre kaffebar og konditor (billede 9).

10. En tur til Peterskirken er et must. Hvis du ikke har noget mod en masse trapper, så kan en tur op i kuplen anbefales.

11. Osteria de Memmo er en hyggelig restaurant, der ligger i nærheden af Piazza Navona, som er en virkelig smuk (og dermed turistet) plads. Vi fik et udvalg af deres anti-pasti, og der var VIRKELIG meget mad. Og det var SÅ lækkert!

12. Italien er lig med desserter som tiramisu, panna cotta og cannoli. Lige ved den spanske trappe ligger der en afdeling af Pompi, der sælger lækre desserter. Vælg to-go, og sæt dig ved Den Spanske Trappe og nyd din(e) dessert(er) 😉

I må endelig dele jeres bedste Rom-tips i kommentarfeltet!

   

4 kommentarer

  • maria

    Hej Maria, kommer der også et london – tips? 🙂 Jeg skal snart til London, så det vil være skønt med nogle gode tips!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Hej Maria
      Du kan tro, der kommer London-tips – disse indlæg tager bare lidt tid at lave, så jeg håber, du kan være lidt tålmodig 😉
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er jeg glad for, at I tog til Otello – og at I kunne lide det! Vi var der også flere gange, sidst vi var i Rom.
    Ud over de tips du selv nævner – jeg er helt vild med Palatinerhøjen og Forum Romanum; der er virkelig den vildeste stemning! – så er Pantheon et klart must for mig. Lyset falder simpelthen så smukt ned gennem hullet i kuplen, og jeg har hørt, at det skulle være helt fantastisk i regnvejr. Og hvis man kommer tidligt om morgenen, kan man nyde morgenlyset næsten helt for sig selv! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Hej Julie
      Det var SÅ godt – og alle dine Rom-tips styrer!
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nice lace