Supernemt smokey eye

Video: Vietnam 2013

 photo vietnam-video-blog.jpg

Det er efterhånden en del år siden, jeg var i Vietnam med hr. kæreste, min ældste lillesøster og mine forældre, men derfor synes jeg stadig, at det kan være aktuelt at vise jer denne video, som vi har klippet sammen fra vores tur, som var fantastisk 🙂 Det var helt specielt for mig at vise hr. kæreste, hvor jeg har mine rødder, og så kan man jo ikke ønske sig bedre rejseguides end mine forældre 🙂

Den lille film er faktisk ikke ment til blogbrug, men som et privat minde om en fantastisk rejse – så derfor får I altså en del at se, som I normalt ikke får at se: Blandt andet mig UDEN makeup (fordi det er jo ferie, og det er varmt, og man sveder), OG så får I hr. kæreste at se for første gang i bloggens historie (I kan godt fornemme, at han ikke er glad for at blive vist frem, hva’?).

Jeg får tit mails og kommentarer omkring rejsetips til Vietnam, og det er ikke helt nemt for mig, for jeg rejser på en helt andet måde i Vietnam, end I ville gøre, da jeg jo har en del familie at trække på 🙂

Vi rejste i slutningen af januar, hvor det er ret varmt sydpå og mere tålelige temperaturer, når man kommer nordpå til den gamle kejserby Hue. Vi kørte i bil (vi hyrede min mors fætter, der arbejder som chauffør, jeg vil IKKE anbefale, at man kører selv, da det er ret crazy trafik!). Vores rute var Ho Chi Minh – Mui Ne – Nha Trang – Hoi An – Da Nang – Hue, og så fløj vi tilbage til Ho Chi Minh City. Alt sammen på to uger – det var liiidt presset, men det kan lade sig gøre 🙂

Jeg vil især anbefale jer området omkring Hoi An og Da Nang. Hoi An er en skøn, chill by, der er kendt for sin silke, og man kan få syet alt, man kan forestille sig, hos de lokale skræddere. Da Nang ligger for foden af nogle bjerge, så der er god mulighed for at komme op i nogle lidt mere kølige luftlag.

I skal også unde jer selv et par dage i Ho Chi Minh, der er en fantastisk by i rivende udvikling. Jeg faldt for dens kaotiske stemning, som er skøn at opleve, inden/efter man har ligget og daset ved en pool/strand. Da vi på det meste af turen havde levet af billig streetfood og spist hos familie, besluttede vi os for at forkæle os selv med et par mere fancy restaurantbesøg (det er dog stadig megabilligt set med danske øjne).

Jeg kan varmt anbefale Cuc Cach, som har en hyggeligt gårdhave, gode drinks og lækker vietnamesisk mad – og så har Brad Pitt og Angelina Jolie efter sigende spist der 😉 (de har en vietnamesisk adoptivsøn). Restauranten Xu, der serverer vietnamesisk mad med et moderne twist, er også et besøg værd, hvis man er et gourmetøre. Vi flottede os og fik deres syvretters tasting menu med fri vin og cocktails til knap 1.500 kr. for os begge.

Vi fløj med Emirates via Dubai, hvilket jeg kun kan anbefale. Min forældre rejser til Vietnam i snit en gang om året, og de flyver altid med Emirates, fordi det klart er bedst til prisen. I videoen ser I også lige lidt Dubai by night, da vi lige kunne nå ud at se byen, da vi mellemlandede. I kan evt. kombinere jeres rejse til Vietnam med et par dage i Dubai 🙂

Åh, nu får jeg helt lyst til at tage afsted til Vietnam! Næste gang skal jeg helt klart nordpå til Hanoi, se Ha Long Bay og så sydpå til øen Phu Quoc for at få noget bountystrand. Men nu er der lige et roadtrip til USA, der skal overstås 😉

Her på falderebet vil jeg anbefale jer at smutte forbi bloggen Valdemarsro. Hun og hendes familie har netop rejst fem uger rundt i Vietnam, og der er altså virkelig mange gode tips og lækre billeder 🙂

Jeg håber, I kan lide videoen og mit (lange!) indlæg om Vietnam. I er velkomne til at spørge løs i kommentarfeltet, så må jeg se, om jeg kan svare 🙂

2 kommentarer

  • Hvor er det en super skøn video! – dejligt kig forbi Vietnam, som vi blev ret så vilde med, og så minder den mig lige om at jeg skal da lige tage mig sammen og lave lidt video – bare til ‘familiealbummet’ mens vi er afsted også.
    Kh AC

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Mange tak 🙂 Jeg har virkelig nydt at følge jeres Vietnam-rejse. Jeg må selv snart afsted igen!
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Supernemt smokey eye