Søndagssang: Goo Goo Dolls - Iris

Lad os tale om… fertilitet

img_5936
I nat lå jeg og vendte og drejede mig og kunne ikke falde i søvn (og guderne skal vide, at jeg med en knap tre måneder gammel søn har brug for søvn!), fordi tankerne bare fløj rundt i mit hoved. Årsagen var Cathrines dybt personlige, dybt ærlige og dybt modige indlæg om at have fundet ud af, at hun og hendes mand er ufrivilligt barnløse.

Det er simpelthen så sejt, at hun tør tale åbent om et emne, der er så privat. For selvom det desværre er et udbredt problem (vi kender nok alle nogen, hvis ikke flere, der har ufrivillig barnløshed tæt inde på livet), så er det meget tabubelagt at tale om.

Men jeg har oplevet, at hvis man er åben omkring det, så “smitter” det. At så tør andre også tale om det. Og man kan sige, at Cathrine har “smittet” mig: Hun har talt åbent om det, og det vil jeg nu også gøre!

Søndag morgen, samme dag hvor Cathrine senere udgiver sit indlæg, er vi henne at spise morgenmad hos et vennepar. Vi har ikke set dem i lang tid, og de har endnu ikke hilst på vores søn. Vores vennepar har været sammen i lang tid, de har købt lejlighed, de er lige blevet gift, så det oplagte er jo, at de nok snart skal have børn. Men da jeg selv hadede at blive spurgt om, hvornår mig og hr. kæreste mon skulle have børn, så er det ikke noget, jeg selv spørger om (læs for øvrigt Emilys glimrende indlæg om netop dét HER). Det må folk selv bringe på banen, hvis de føler for det.

Godt inde i morgenmaden nævner vores veninde så, at hun og hendes mand har prøvet at blive gravide i tre år og er i gang med behandling. Og selvom det nok er en ringe “trøst”, så svarer jeg hende, at der skam også gik to år, før der var gevinst hos os. Det blev hun meget overrasket over, men på en måde også glad for at høre. For når man står i “projekt baby” (hader egentlig den formulering!), så virker det som om, at alle bliver gravide, lige så snart de smider p-pillerne.

Men sådan er det altså ikke! Nogle bliver gravide med det samme. Nogle efter nogle måneder. Nogle efter flere år. Og så er der nogen, hvor lægevidenskaben må hjælpe dem på vej.

For tre år siden gav jeg hr. kæreste en sirligt indpakket gave på hans fødselsdag. Det var mine p-piller og recepten dertil. Han blev simpelthen så glad, for han har længe været skruk, mens det var mig, der ikke var klar. Men nu skulle det ligesom være. Men der skete ikke noget. Efter et år kan man blive udredt, men jeg havde ikke travlt, og vi ville nok heller ikke se i øjnene, at der potentielt kunne være noget galt med ham eller mig eller os begge. Det er virkelig noget, der er svært at tale om – selv når man er kærester!

Da der var gået to år tænkte jeg, at det nok var på tide at give lægen et kald, og så var det, at jeg endelig, endelig, endelig stod med de to famøse streger!

Nu har vi så fået vores vidunderlige søn, men vi kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke over, hvordan det kommer til at gå, når lillesøster eller -bror en dag skal laves… Kommer der til at gå lige så lang tid? Burde vi begynde tidligere, end vi egentlig er klar til, fordi der gik to år med storebror?

Efterfølgende har vi også talt om, hvordan vi egentlig ville have grebet det an, hvis der ikke havde været gevinst efter mere end to år. Hvis det var hr. kæreste, der var årsagen, hvordan havde jeg så taget det? Og hvis det var mig, var hr. kæreste så blevet sammen med mig, da hans ønske om at få børn altid har været meget større end mit? Hvor vigtig er genetik og biologi – for ham og for mig? Det var en snak, der var betydeligt nemmere at tage, når nu vi var på “den anden side” og havde fået et barn. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for par at tage den snak, når de som os ikke er på “den anden side”.

Jeg prøver at lade være med at tage sorgerne på forskud mht. til barn nummer to, men jeg ved, at det ikke kun har sat tanker i gang hos mig – at det altså kan tage lang tid at blive gravid. Både vores venner og min søster har da tænkt, om de ikke burde begynde tidligere en planlagt. Hele vores ungdom har vi gået og været angst for at blive gravide, og når det så kommer til stykket, så er det ikke altid ligetil. En i min mødregruppe var også to år om at blive gravid. På mit fødselsforberedelseshold hos APA var der to, der havde været i fertilitetsbehandling.

Så til alle jer, der kæmper med fertiliteten, selvom det føles som det, så er I ikke alene! Og vi kan kun føle os mindre alene, hvis vi taler om det. Tak til Cathrine for at væren åben omkring det, det har gjort, at jeg også er åben omkring det – og måske gør det, at du også er åben omkring det?

   

18 kommentarer

  • isabella manolli frandsen

    Dejligt indlæg og dejligt at folk begynder at være åbne omkring det. Synes mange venter for lang tid med at gå igang, da jeg netop har samme baggrundsviden som du og Cathrine. Vi ventede også 2 år på baby og jeg nåede at miste (ved spontan abort) 5 gange. Til sidst fik jeg et præperat for at styrke livmoderen også endte vi med at få den smukkeste datter i 6. forsøg. I dag er hun 22 mdr. og vi har samme bekymringer omkring baby nr. 2. I august skrev jeg et ærligt indlæg (som åbning af min blog), omkring vores forløb og mødte ualmindelig stor støtte. Jeg har lært at være åben omkring det og alle vi kendte, vidste vi prøvede at få baby. Det hjalp os meget<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Det er da også noget af et forløb! Og ja, kan godt forstå tankerne omkring nr. 2. Man lærer virkelig, at man ikke kan planlægge livet og have kontrol over alt, når man laver, får og har børn 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Vi havde heller ikke helt let ved nr 1, og så blev jeg gravid i første forsøg med nr 2, hvor vi var gået tidligt igang da vi forventede at det også ville tage tid. Der bliver 1 år og 8 mdr imellem dem, og jeg har simpelthen været så ked af omverdenens reaktioner – de fleste reagerer med rullende øjne og en kommentar om, at de bliver (for) tæt! Men man kan jo ikke planlægge børn perfekt med fx 3 års mellemrum. Det er så sårende med de kommentarer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Ej, jeg synes da, det er skønt, at nr. 2 kom hurtigt! Det giver håb for mig 🙂 Der er et år og fem måneder mellem min søster og jeg, og det er ikke for tæt – dine børn kommer til at have SÅ meget glæde af hinanden, tro mig 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg synes, at der mangler et detalje i debatten, som man nok kun er bekendt med, hvis man har boet i udlandet og det er hvor PISSE heldige vi er i Danmark! Jeg ved godt, at der er begrænsede forsøg og ventelister på gratis behandling, men i udlandet er der ingen hjælp at hente. Der koster hver runde af IVF omkring $30.000 og dertil skal du betale for alle blodprøver, medicin, lægebesøg osv. Derved kan man ikke bare være erklæret ufrivillig barnløs men også få “permanent” foran, hvis man ikke kan hoste op med $30.000 hver gang. Vi er så priviligerede og jeg krummer tær hver gang danskere klager over ventelister, for vi fatter ikke hvor vanvittigt heldige vi er med det sikkerhedsnet, der vitterligt kan gøre forskellen mellem at være midlertidig barnløs og permanent barnløs

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Du har en god pointe, men jeg synes lidt, det er ligesom, når folk siger “Tænk på de sultne børn i Afrika”. Ja, der vil selvfølgelig altid være folk, der har det værre, men det gør jo ikke ens egen frustration og smerte mindre “vigtig”.

      Ja, vi er da sindssygt privilegerede, at vi kan få tre gratis forsøg, men med alle de “Knald for Danmark” og “Har du talt dine æg”-kampagner, der kører, så synes jeg ærligt talt, at det klinger lidt hult, at der bliver sparet SÅ meget på fertilitetsbehandlingsområdet – og frustrationerne over de lange ventetider skyldes nok ikke udelukkende utålmodighed eller “forkælethed”, der er jo et vist biologisk ur, der tikker afsted, og hvis man er oppe i årene, tror jeg da godt, at halve og hele år gør en forskel!

      Vores velfærdssystem bygger jo på, at der bliver født nye borgere, der kan forsørge de ældre generationer, og nu ved jeg ikke, om “det går op” i kroner og ører, men mon ikke det er en form for investering at hjælpe nye samfundsborgere på vej til verden?

      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt skrevet. Det er sgu ikke det nemmeste det her babyshow. Hverken at lave dem, undervejs eller når de er endelig er ude.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det et fint indlæg, Maria. Jeg tror (håber?) aldrig at jeg har spurgt til jeres børneplaner, og det er jeg glad for i dag. Hvor er det sejt, at du er ærlig – jeg er helt overbevist om, at dine ord vil varme mange derude. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Vigtigt emne, vigtigt at sige det højt. Man finder ud af, at børn ikke er en ret, men har – men en gave man måske er heldig at få. Et af problemerne i dag er, at mange først vil have børn længe efter de har toppet deres fertile højdepunkt. Godt at lægevidenskaben så kan hjælpe til.
    Ps: Fantastisk billede af dig og maven!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Du har helt ret – børn er bestemt ikke en ret eller selvfølge, det er i den grad en gave. Jeg er også en gammel førstegangsmor (er 30 år), og havde jeg vist, hvad jeg ved nu, så var bestemt også gået i gang tidligere – problemet er jo bare, at man ikke ved, hvor fertil man og ens partner er 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bene

    ❤️ fra mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Fedt indlæg og dejligt med din ærlighed. Vi prøvede i 3 år før jeg blev gravid. Vi fejlede ingenting, manden har to børn fra et tidligere forhold men vi havde besluttet at vi ingen hjælp ville have hvis det var. Efter to år meldte jeg mig til et meditationshold for at afstresse og 2 måneder før jeg blev gravid, begyndte jeg et zoneterapisforløb. Jeg aner ikke hvad der gjorde, at jeg blev gravid, men jeg ved at det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, var uvisheden og barnløsheden. Jeg blev gravid som 37 årig, var slank, sund, røg og drak ikke men havde selvfølgelig alderen i mod mig. Jeg havde den letteste graviditet og fik et sundt barn som fyldte et 1/2 år den 15.februar. Jeg føler med alle dem som går igennem samme skæbne og håber der er gevindst💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Skønt, at det lykkes for jer <3 Og ja, det er hårdt med uvisheden!
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Holm

    Tak for et skønt indlæg. Vi har nu været igang i knap et år, og der er stadig ikke sket noget. Det er bare dejligt at høre at der er andre som os fordi billedet er ellers at 1-2-3 og så er folk gravide.

    Så tak for din åbenhed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      At have prøvet et år er helt normalt – men det gør det bestemt ikke mindre frustrerende! Jeg håber, der snart er gevinst 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagssang: Goo Goo Dolls - Iris