Lad os tale om… fertilitet

I nat lå jeg og vendte og drejede mig og kunne ikke falde i søvn (og guderne skal vide, at jeg med en knap tre måneder gammel søn har brug for søvn!), fordi tankerne bare fløj rundt i mit hoved. Årsagen var Cathrines dybt personlige, dybt ærlige og dybt modige indlæg om at have fundet ud af, at hun og hendes mand er ufrivilligt barnløse.

Det er simpelthen så sejt, at hun tør tale åbent om et emne, der er så privat. For selvom det desværre er et udbredt problem (vi kender nok alle nogen, hvis ikke flere, der har ufrivillig barnløshed tæt inde på livet), så er det meget tabubelagt at tale om.

Men jeg har oplevet, at hvis man er åben omkring det, så “smitter” det. At så tør andre også tale om det. Og man kan sige, at Cathrine har “smittet” mig: Hun har talt åbent om det, og det vil jeg nu også gøre!

Søndag morgen, samme dag hvor Cathrine senere udgiver sit indlæg, er vi henne at spise morgenmad hos et vennepar. Vi har ikke set dem i lang tid, og de har endnu ikke hilst på vores søn. Vores vennepar har været sammen i lang tid, de har købt lejlighed, de er lige blevet gift, så det oplagte er jo, at de nok snart skal have børn. Men da jeg selv hadede at blive spurgt om, hvornår mig og hr. kæreste mon skulle have børn, så er det ikke noget, jeg selv spørger om (læs for øvrigt Emilys glimrende indlæg om netop dét HER). Det må folk selv bringe på banen, hvis de føler for det.

Godt inde i morgenmaden nævner vores veninde så, at hun og hendes mand har prøvet at blive gravide i tre år og er i gang med behandling. Og selvom det nok er en ringe “trøst”, så svarer jeg hende, at der skam også gik to år, før der var gevinst hos os. Det blev hun meget overrasket over, men på en måde også glad for at høre. For når man står i “projekt baby” (hader egentlig den formulering!), så virker det som om, at alle bliver gravide, lige så snart de smider p-pillerne.

Men sådan er det altså ikke! Nogle bliver gravide med det samme. Nogle efter nogle måneder. Nogle efter flere år. Og så er der nogen, hvor lægevidenskaben må hjælpe dem på vej.

For tre år siden gav jeg hr. kæreste en sirligt indpakket gave på hans fødselsdag. Det var mine p-piller og recepten dertil. Han blev simpelthen så glad, for han har længe været skruk, mens det var mig, der ikke var klar. Men nu skulle det ligesom være. Men der skete ikke noget. Efter et år kan man blive udredt, men jeg havde ikke travlt, og vi ville nok heller ikke se i øjnene, at der potentielt kunne være noget galt med ham eller mig eller os begge. Det er virkelig noget, der er svært at tale om – selv når man er kærester!

Da der var gået to år tænkte jeg, at det nok var på tide at give lægen et kald, og så var det, at jeg endelig, endelig, endelig stod med de to famøse streger!

Nu har vi så fået vores vidunderlige søn, men vi kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke over, hvordan det kommer til at gå, når lillesøster eller -bror en dag skal laves… Kommer der til at gå lige så lang tid? Burde vi begynde tidligere, end vi egentlig er klar til, fordi der gik to år med storebror?

Efterfølgende har vi også talt om, hvordan vi egentlig ville have grebet det an, hvis der ikke havde været gevinst efter mere end to år. Hvis det var hr. kæreste, der var årsagen, hvordan havde jeg så taget det? Og hvis det var mig, var hr. kæreste så blevet sammen med mig, da hans ønske om at få børn altid har været meget større end mit? Hvor vigtig er genetik og biologi – for ham og for mig? Det var en snak, der var betydeligt nemmere at tage, når nu vi var på “den anden side” og havde fået et barn. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for par at tage den snak, når de som os ikke er på “den anden side”.

Jeg prøver at lade være med at tage sorgerne på forskud mht. til barn nummer to, men jeg ved, at det ikke kun har sat tanker i gang hos mig – at det altså kan tage lang tid at blive gravid. Både vores venner og min søster har da tænkt, om de ikke burde begynde tidligere en planlagt. Hele vores ungdom har vi gået og været angst for at blive gravide, og når det så kommer til stykket, så er det ikke altid ligetil. En i min mødregruppe var også to år om at blive gravid. På mit fødselsforberedelseshold hos APA var der to, der havde været i fertilitetsbehandling.

Så til alle jer, der kæmper med fertiliteten, selvom det føles som det, så er I ikke alene! Og vi kan kun føle os mindre alene, hvis vi taler om det. Tak til Cathrine for at væren åben omkring det, det har gjort, at jeg også er åben omkring det – og måske gør det, at du også er åben omkring det?