Dette indlæg er skrevet lige i starten af det nye år, 2017, så det er helt frisk i erindring, men det udgives først nu her et år efter. I sommer overraskede vi venner og familie med nyheden 😉

***

Det er nytårsaftensdag, og den kommer til at foregå lidt anderledes, end den plejer. Normalt fejrer hr. kæreste og jeg nytår med den sædvanlige venneflok, og det har vi gjort alle de syv år, vi har været sammen.

Men i år er det anderledes.

For præcis fire uger og en dag siden kom vores søn til verden, og selvom han for det meste sover, så er vi endnu ikke sikre nok i vores forældrerutiner til, at vi tør tage ham med til vild abefest. Vi har halvt lovet, at vi måske kommer til dronningens tale for at skåle og ønske godt nytår, men med det forbehold, at vi måske aflyser, hvis overskuddet ikke er til det.

I løbet af dagen har lille bebs haft mavekneb og været urolig, og min lunte har være lige lovlig kort, da jeg stadig er frustreret over at være relativt immobil efter min fødsel. Der bliver grædt frustrationstårer – fra både mig og bebs – så derfor beslutter vi os for at droppe nytårsskål og -tale med vennerne og bare blive hjemme.

Det er også fint nok. Vi har bestilt den lækreste fire-retters menu fra Rebel, og da jeg klæder lillemanden i et lille sæt med butterfly, kan jeg mærke, at vi har taget den rette beslutning. Nytåret skal være stille og roligt. Bare os tre – en lille, ny familie.

Hr. kæreste varmer maden, mens jeg vugger lillemanden i Leander-vuggen, der hænger mellem stuen og spisestuen. Jeg lægger mærke til, at hr. kæreste har sat José González på anlægget, og jeg smiler for mig selv, da netop hans repertoire har en helt speciel betydning for os.

Mens vores søn ligger og blunder i vuggen, nyder hr. kæreste og jeg torsk i hummerbisque, tartar (endelig kan jeg spise det igen!), oksemørbrad og en himmelsk dessert med citroncreme og marengs. Vi taler om vores nye tilværelse som forældre, om de mange rejser, fester og den tosomhed, vi nåede at nyde i fulde drag, inden vi blev klar til bebs.

Lillemanden lader os allernådigst spise, men som nybagte forældre har vi lært at spise hurtigt, så menuen er indtaget inden klokken slår 20. Vi tager opvasken, og da bebs stadig sover, sætter hr. kæreste sig i karnappen, hvor vi i den mørke spisestue kan nyde fyrværkeriet, der brager over Amager. Jeg sætter mig også i karnappen og lægger hovedet i hans skød.

José González’ milde melodier flyder stadig i baggrunden, og jeg kan mærke, at i det øjeblik, der er jeg lykkelig helt ned i maven. “Kan du holde på en hemmelighed?”, spørger hr. kæreste pludselig.

Jeg sætter mig op og ved, han er ude på narrestreger. Hr. kæreste er den største drillepind, og han elsker at overraske mig. Han rejser sig og går ind i stuen, og jeg kan høre, han rumsterer efter noget i skuffedariet under skrivebordet.

Han kommer tilbage med en lille grøn pose. Med elegant guldskrift står der A. Dragsted på. Mit hjerte stopper. Han giver mig posen, og jeg hælder dens indhold ud i min hånd. Det er et lille kamera. Faktisk en nøglering, som han gav mig i fødselsdagsgave tilbage i 2011 (læs indlægget HER). Dengang sagde han, at det var den eneste ring, jeg nogensinde ville få af ham. Og det var da egentlig talt lidt strengt sagt, men med tiden har jeg accepteret, at hr. kæreste ikke er “the marrying kind”.

“Kan du huske den?”, spørger han. Og jeg svarer, at ja, det kan jeg, for det er den eneste ring, jeg nogensinde får af ham.

Men så tager han en lille grøn æske frem. Og der bryder jeg sammen i gråd. Før på dagen græd jeg af frustration, men nu er det af ren og skær ekstatisk lykke. “Synes du ikke, jeg har grædt nok i dag?”, spørger jeg ham hulkende. Han åbner æsken, der indeholder den smukkeste diamantring.

Her, på nytårsaften, topper hr. kæreste simpelthen det mest begivenhedsrige år i mit liv ved at fri til mig! Jeg er overrasket, rørt – og selv om jeg ikke har fået en eneste dråbe alkohol – så er jeg i den grad drunk in love!

Annonce

Glædelig lillejuleaften! Har julefreden sænket sig, er I allerede “hjemme” til jul? Vi kører først hjem til Fyn i morgen, for i eftermiddag/aften skal vi ses med lillemandens farmor og farfar her på Amager og ønske glædelig jul.

Billedet er fra sidste års juleaften, hvor vi fejrede lillemandens første jul – netop hos hans farmor og farfar. Bare tre uger gammel var han, og han sov fra det meste i sin lift. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver sådan i år 😉 Det bliver nok nærmere mig, der styrter rundt efter ham, så han ikke vælter juletræet…

Jeg vil ønske jer en rigtig glædelig jul! Må I fejre den præcis, som I ønsker og lyster <3

Stramt budget til hyggen? Så sammenlign hurtigt mulighederne for at låne penge her.

…jeg er ved at komme mig over en madforgiftning. Min mave har bare at være klar til al julemaden!

…indtaget af risalamande har været lig nul denne december. Jeg plejer ellers at lave og fortære spandevis, men tiden er ikke til det. Enter Cofocos version fra 7-Eleven #nospons

…ynglet har fået lov til at se samtlige afsnit Gurli Gris på YouTube. Hej #åretsmor, og vend så lige tilbage og spil hellig, når du selv ligger med madforgiftning og skal passe dit syge barn 😉

…der ligger et kladde-indlæg klar fra sidste års nytårsaften, hvor hr. kæreste friede til mig. Flæber stadig, når jeg genlæser det <3

…jeg har slet ikke pyntet op. Orker ikke med en pilfinger, der alligevel hiver det hele ned og spiser det.

…jeg har heller ikke købt en eneste gave. Mest stressfri jul – ever!

…nu tænker du sikkert, jeg er blevet en værre grinch, men jeg glæder mig til jul!

Bærefrakke i uld fra Mamalila // Ombre strik fra Envii // Sko fra Ganni // Bluse fra Baum und Pferdgarten // Dunvest fra Hunkøn

 Så er jeg retur fra en skøn tur til Hamborg, hvor ynglet opførte sig eksemplarisk og over al forventning. Jeg tænker, at bikse en guide til børnevenlige Hamborg, når/hvis jeg engang nogensiden får tid til det 😉

Indlægget her skal handle om pink, for som I nok ved, er det en farve, jeg aldrig kan få for meget af. Jeg drømmer især om bærefrakken, da man både kan bære sit barn på mave og ryg i den, og pt. bærer jeg ikke så meget på ryggen, som jeg kunne tænke mig, da jeg ikke har overtøjet til det.

Skoene har jeg allerede savlet over HER, og blusen fra Baum und Pferdgarten er bare så delikat og fin (og fås forresten også i gul, der er lige så flot). En strik kan man jo altid bruge, og når den er ombre, så er det bare endnu bedre. Meget apropos strik så ville vesten være et perfekt match til mine mange strikkede sweatere – endelig en dunvest, der faktisk er PÆN!

Strik fra Ami Amalia

I får lige et lille, hurtigt pip fra mig. Efter jeg kom tilbage fra barsel, er jeg begyndt at indgå i vagtskema på arbejdet, hvilket betyder morgen-, aften- og weekendvagter, så til tider går det hele op i arbejde. Faktisk sidder jeg og skriver dette i min frokostpause!

De næste to dage står den på et par morgenvagter, onsdag skal hr. kæreste og jeg for første gang i OVER ET ÅR ud UDEN baby – og jeg er i lige dele panik og glædesrus.

Og så er det i slutningen af ugen endelig tid til noget kvalitetstid med mine to drenge – det er godt nok tiltrængt! Vi tager en smuttur til Lübeck og Hamborg med lillemandens farmor og farfar, hvor vi rigtig skal komme i julestemning ved at besøge hyggelige julemarkeder. Vi tog også turen forrige år, og det er efterhånden blevet en hyggelig tradition. I år er turen på en måde ekstra vigtig, da vi skal fejre jul med min familie og ikke min mands familie.

I år har vi i begge sider af familien aftalt ikke at give hinanden gaver, og jeg kan godt love jer for, at det sparer mor her for en masse stress – det kan altså anbefales!

Derfor føler jeg lidt, at man godt må købe en fin gave til sig selv – og en god kandidat kunne være denne lækre strik i uld og cashmere. Jeg elsker #imperfect, der både kan læses som “imperfect” og “I’m perfect” <3