Om egostrik og strikketrends

Når ferie er knap så meget ferie

Mor nyder en sjælden strikke-stund, mens mand og barn er puttet

Puha! Jeg troede aldrig, vi skulle nå dertil, men vi er ENDELIG hjemme fra Østrig. Hvad der skulle have været en skøn ferie, endte med at blive et levende mareridt, da min mand efter en uges tid dernede blev syg.

Først troede vi bare, det var en meget slem influenza, men da han efter nogle dage var så svækket, at han ikke kunne skrue låget af mælkekartonen eller holde sit eget hoved oprejst (og at løfte vores søn kunne slet ikke komme på tale), insisterede jeg på, at vi slog et smut forbi det lokale hospital (I ved, min mand er sådan en typisk én, der ikke ville tage på hospitalet, selv hvis hans ene lunge sad ved siden af ham på sofaen).

Efter adskillige prøver og alt for meget ventetid (der føltes dobbelt så lang, når man også lige skal aktivere en halvandet-årig), kunne lægerne ikke give os svar på, hvad der var galt. Og vi blev sendt hjem med en recept på smertestillende og besked på at opsøge egen læge, når vi var hjemme.

Så min lille familie bed tænderne sammen og begav os ud på hjemturen, der stod på nattog fra Wien (hvor airconditionen selvfølgelig var gået i stykker) og så en køretur hjem fra Hamborg til København. Min mand og søn tog turen SÅ fint omstændighederne taget i betragtning, mens mor her fik adskillige nervesammenbrud.

MEN! Nu er vi hjemme, og I ved jo alt det der med ude godt – blablabla. Mine svigerforældre stod klar til at hjælpe at bære bagage op og underholde ynglet, mens jeg lige ordnede toppen af alt det praktiske, der nu skal ordnes efter en ferie. Heldigvis havde familien, vi lejlighedsbyttede med været så søde at vaske sengetøjet og efterlade friske blomster. Der findes altså gode mennesker her på jorden – både lejlighedsbyttere og svigerforældre <3

Og ja, jeg blev bare bekræftet i, at de der gode mennesker findes, for da jeg åbnede posten, der havde hobet sig op, så var det sørme min stjålne Chanel-pung, som var blevet indleveret på hittegodskontoret. Med alle kort i!

Så ja, det var lidt shit, men også lidt Chanel – lad os håbe, jeg har noget lidt mere sjovere og fashionabelt at berette, når jeg engang får tid og overskud til at blogge igen.

En ting er sikkert: Jeg har SÅ meget brug for en ferie efter denne “ferie”!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om egostrik og strikketrends