Currently craving


Kjole fra Stine Goya // Taske fra Zara // Frakke fra Mango // Støvler fra Louis Vuitton // Hårpynt fra Monki

Det er ikke meget shopping, der er dedikeret til mig selv for tiden… Mit seneste køb er nye sutter til lillemanden og gaver til mine to niecer. Og de næste tre dage kommer jeg til at være alene med lillemanden, da gemalen skal på kursus i Middelfart, så jeg forudsiger allerede nu, at budgettet bliver formøntet hos Wolt 😉

Så ego-købene bliver mest på denne liste – og så kan man jo håbe, at julemanden læser med, eller at det der famøse pengetræ pludselig vokser ind i himlen 😉

Kjolen har jeg LÆNGE savlet over! Jeg synes, at farverne er så vanvittigt pæne, og så ser den preggo-venlig ud. Jeg nyder at gå i kjole, inden amning lidt sætter det på standby 😉

Jeg er egentlig ret frakkemæt (og for tiden går jeg også kun i min bære/ventejakke), men skulle jeg købe en frakke, måtte den meget gerne være gul. Kan man andet end at blive glad af den farve, når vejret er gråt, trist og vådt, og det aldrig rigtig bliver lyst for tiden?

Jeg har også længe drømt om en bæltetaske – af den slags, der skal bæres i taljen (har så ikke én pt., but you know what I mean), og denne fra Zara er noget så pæn – og ikke mindst yndlingsleopardplettet!

Og så vender vi lige tilbage med at nyde noget, mens tid er. Jeg nyder, at have tykt graviditetshår, der kommer til at falde af i store totter, når jeg har født, så det (altså, det tykke hår, ikke tabet af det) skal fejres med hårpynt og bling. Yaaaas!

2

Den lækre kage er lavet efter denne opskrift

Søndag fejrede vi, at min lille dreng blev to år. Og ja, jeg kan ikke lade være med at smide forældre-floskel numero uno på bordet: Sikke tiden flyver afsted! Og alligevel er det som om, han altid har været del af vores liv.

Jeg ved ikke, om jeg er ekstra-hormonel for tiden, men jeg er ved at tude af nostalgi, når jeg i disse dage tjekker min timehop-app. Det flyder over med billeder af, han var helt nyfødt og lillebitte, til han lige var fyldt et år og snart skulle begynde i vuggestue.

Det er nok en eller anden biologisk mekanisme, men hvor glemmer ens hjerne og krop, hvor hårdt det egentlig er at have en baby. Minderne om søvnløse nætter, hjælpeløsheden når han græd og græd under fuzzy evenings, bekymringerne om han nu fik for meget eller for lidt mælk – det hele ligger så fjernt og er næsten glemt.

Snart skal vi gennem hele “turen” igen, men jeg tror – og ved – at det ikke bliver helt det samme. For nu er jeg snart mor til to, og det åbner helt sikkert en helt ny “can of worms”. Jeg vil skulle hellige meget af min tid til den lille og helt sikkert komme til at savne min dreng. Men jeg synes, det er så svært at forestille sig, hvordan det bliver at få nr. to, for det virker meget på min omgangskreds, at det afhænger meget af, hvilken baby man får? Og det ved vi jo SLET ikke.

Et er bekymringerne, men jeg VED, at der kommer en kæmpe glæde og kærlighed – og så ved jeg, at tiden nok skal komme igen. Tiden, hvor overskuddet og søvn kommer igen – som førstegangsmor følte jeg til tider, at det ALDRIG ville ske, men det gjorde det – og det kommer det helt sikkert til igen.

Nå, det blev lidt mange tanker, der kredsede om tallet to… Er der nogle mødre til to derude? Hvilket råd vil I give videre til en kommende mor til to?