Om egostrik – og min nuværende strikkeliste

De sidste mange strikkeprojekter har været til mig selv, og det overrasker mig lidt. Jeg havde troet, at hele foråret skulle bruges på at strikke til lillesøster, men sådan er det ikke blevet.

Inden jeg fødte, fik jeg nemlig en pose med pigetøj af min svigerinde, og deri lå en masse strik, som jeg i sin tid havde strikket til mine to niecer, så hun er ligesom godt dækket ind. Desuden har hun jo også en del fra storebror, som hun sagtens kan få på, så ja, der er ikke det store behov for at strikke til hende, før hun bliver større og kan passe de ting, jeg strikker til hende, i længere tid.

Så er der storebror… Han gider desværre ikke gå i det, jeg strikker, så det er lidt spild af tid at strikke noget til ham. Eller… Hvis jeg strikkede noget med et tog på, så ville han da nok gå i det, men den fine Regnskygenser, jeg har strikket til ham, bliver det et stort NEJ til. Øv!

Derfor strikker mor her til sig selv. Jeg kommer ikke til at vokse ud af det, jeg strikker, og jeg er nok lidt mere taknemmelig over alle de timer, der bliver lagt i den, end min lillemand er for tiden. I har allerede set min Sorbet Cardigan, og jeg er netop blevet færdig med Soft Bomber Jacket, som det dog desværre næsten er blevet for varmt at gå i.

Og jeg kommer skam til at fortsætte med at strikke til mig selv – se bare her:

På pindene har jeg pt. Wrap Me Up Cardigan, som er designet af dygtige PlumMum. Jeg strikker den i rosa garn med guldglimmer i, og den bliver SÅ fin – og heldigvis kan den også bruges om sommeren.

Jeg har før blogget om de populære multistribede cardigans, og nu har jeg fundet en model, jeg må hoppe på. Opskrift og garn fås hos Woolstock, så jeg må snart have trillet barnevognen forbi Østerbro, så der kan indkøbes til dette projekt.

Jeg har efterhånden en masse garnrester liggende, og jeg tænker, der skal gøres kål på dem med denne fine cardigan fra My Favorite Things. Er vild med de fine pufærmer! Og ja, så kommer jeg da også til at have strikket nok cardigans efter dette 😉

Ganni – just take my money

Skjorte // Shorts // Nederdel

Jeg håber, I har nydt påskeferien! Jeg har været med min lille familie i sommerhuset, hvor vi nogle af dagene fik besøg af venner og familie. Den stod på karrysild og andre lækkerier i solen på terassen, og det har bare været skønt!

Nu må jeg indrømme, at det meste af påsken er tilbragt i sweatpants, forvasket T-shirt og sokker i Birkenstocks, men jeg gad da godt at have skudt påsken i gang i dette fine sæt fra Ganni. Jeg er helt vild med skjorten, men er lidt i tvivl, om det skal være nederdel eller shorts til… Shortsene går bedst til skjorten IMO, men nederdelen ville klart være mere brugbar i min garderobe. Ja, det er hårde valg, vi står over for her på matriklen 😉

Lidt om amning – og jagten på den perfekte bh

Skjorte fra H&M // Bukser fra Vero Moda // Amme-bh fra Hunkemöller // Amme-te fra Pukka // Ammeindlæg i uld/silke fra Joha // Taske fra Mai Jacobsen

[Reklame for Hunkemöller]

Jeg fuldammede min søn, til han var seks måneder, og vi fortsatte amningen, til han var 16 måneder. Bortset fra et par omgange tilstoppede mælkegange og en omgang svamp hos ham, så kørte amningen bare på skinner, og det er jeg så taknemmelig for. I min første mødregruppe var vi seks kvinder, og det var kun to af os, der fuldammede, og det viser bare, at man af den ene eller anden årsag ikke er garanteret at kunne fuldamme.

Dengang kom det bag på mig, hvor hårdt og krævende sådan noget amning egentlig er, men også hvor unikt et bånd, man skaber med sin baby. Den ene dag bandede og svovlede jeg over, at jeg var bundet til baby, fordi jeg var den eneste, der kunne give ham mad, og den næste dag var jeg SÅ stolt over, at min krop ene og alene kunne nære min baby og få ham til at skyde i vejret både vægt- og længdemæssigt.

Heldigvis kører amning med lillesøster også rigtig godt – og jeg er lidt mere klædt på, hvad angår appetitspring, og hvad der ellers skulle være af udfordringer under sådan et amme-forløb.

I den mere “letbenede” ende, så udfordrer amning også ens garderobe. Der skal være adgang til madpakken, og en god amme-bh er ens nye bedste ven. Nu når jeg tænker over det, har jeg mere eller mindre levet i en amme-bh de sidste par år, og mine trofaste amme-bh’er fra H&M ser noget medtagede og nussede ud.

Så da jeg blev bedt om at lave dette indlæg for Hunkemöller, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at tjekke deres sektion med amme-bh’er ud. Ovenstående sag med blonder og fine stropper kunne meget vel være en kærkommen opgradering af min meget medtagede samling af amme-bh’er. Hunkemöller har faktisk også en masse amme-venligt nattøj, hvis I er på udkig efter det 😉

Return of the wrap

Kjole fra Vero Moda kan fås HER, HER og HER

Jeg mener, det er et par somre siden, hvor denne slå om-kjole fra Vero Moda var svært populær. Og nu er den så retur i nærmest alle regnbuens farver og i lidt andre prints end den oprindelige prikkede.

Sådan en sag er vel egentlig gået fra at være trendy til klassisk, så jeg må indrømme, at jeg er svært fristet. Især til den pris. Og behøver jeg at nævne, at den er amme-venlig 😉

Og you know me: Jeg er mest til den lyserøde, gule eller leopardprintede – er man ikke til så meget spræl, kan kjolen også fås i sort.