Dagens outfit: Køligt forår, lun strik

Cardigan har jeg selv strikket, top fra H&M, jeans fra H&M, sneakers fra Adidas og taske fra Mai Jacobsen

Hele sidste uge har lillesøster og jeg bare været hjemme, da hun var ramt af en slem forkølelse. I denne uge har vi dog bevæget os lidt ud for matriklen, så jeg har rent faktisk haft andet end leggings og T-shirt på 🙂 Det eneste gode, man kan sige om det kølige forårsvejr, er vist, at jeg stadig kan bruge min hjemmestrik 😉

Luksus vs. budget: A la Hermès

Hermès // Gina Tricot

Jeg gad altså godt, at det snart blev vejr til sandaler – især fordi jeg gerne vil lufte mine Oran. Trods den heftige pris har de for mig været investeringen værd, for de er SÅ lækre. Er man ikke villig til at betale så mange moneter, så kan jeg se, at high street’en byder på et alternativ.

Strikkede sommertoppe

Selvom jeg har de næste tre strikkeprojekter linet op, så tror jeg, de kommer til at vige pladsen for nogle strikkede sommertoppe. Sidste år strikkede jeg 4-i-1 sommertop, og så har jeg en halvt færdig nordisk sommertop liggende, som jeg gik lidt død i, da jeg ikke nåede at blive færdig med den, før sommeren var veloverstået – den må jeg nok hellere blive færdig med også!

Ellers har jeg allerede lidt sommertoppe i kikkerten – så mangler vi da bare sommeren 😉

Knitting for Olive udgiver snart denne fine sommertop, men jeg kommer helt sikkert til at strikke den i en mere spraglet farve. Jeg tænker gul eller koral…

De fine flettede stropper, det fine hulmønster. Det er svært ikke at forelske sig i Helt top-toppen, som den så passende hedder. Opskriften findes HER.

Jeg er helt vild med ærmerne på denne top, som er designet af Lykkeliten. Det er denne sweater, som bare er strikket uden de lange ærmer.

P.S. Her finder I et tidligere indlæg om trendy strik med korte ærmer.

Da lillemanden blev storebror

Storebror beder ofte om at få lov til at holde lillesøster <3

Lillesøster er nu fyldt to måneder, og selvom alt jo er faser (både det gode og det knap så gode), så er vi efterhånden ved at finde på plads som familie på fire. Et af de spørgsmål, jeg helt naturligt får stillet mest, er, hvordan min lillemand, der var 2 år og fire måneder, da lillesøster kom, har reageret på at blive storebror.

Under min graviditet bekymrede jeg mig selvsagt en del om, hvordan han ville tage det. Jeg blev selv storesøster, da jeg var halvandet, og billedet i mine forældres fotoalbum viser mig med helt røde, hævede øjne, fordi jeg havde grædt så meget (og det var ikke af glæde, skulle jeg hilse og sige). Mine svigerforældre har også fortalt, hvordan både min mand og hans storebror pludselig “glemte”, hvordan de gik på benene som reaktion på at været blevet storebror.

Så ja, vi frygtede det værste, men det er egentlig gået over al forventning! Han er så sød og kærlig mod lillesøster, og der har nærmest ingen reaktion været – mod hverken hende eller os. Nu er det svært at adskille, hvad der er  en normal 2,5-årigs adfærd, og hvad der er storebror-reaktion: Selvfølgelig tester han grænser og er til tider strid mod sine forældre, men det tror jeg også, han ville have været, hvis han ikke var blevet storebror.

Det hjælper også på det, at lillesøster sover UTROLIGT meget og dertil også er ualmindeligt glad for at sidde i viklen. Det gør, at jeg har hænderne fri til at tilbringe masser af tid med storebror. Hun har fra dag et været effektiv til at die ved brystet, så det har også gjort, at jeg ikke har været lænket til sofaen for at amme i hele og halve timer.

Så ja, her har min søn taget storebrorrollen til sig med bravour – men jeg tror også, det kommer meget an på, hvordan både storebror og den nytilkomne er som gemyt, og det er jo ikke til at spå om 😉

Deres allerførste møde <3

 

Dagens outfit: Leo og lyserød

Top fra Gina Tricot, cardigan har jeg selv strikket, nederdel fra H&M, taske fra Mai Jacobsen, sko fra Chanel

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg langt de fleste dage iført hyggebukser (aka enten leggings eller sweatpants) og en forvasket T-shirt. Men da jeg i dag tog turen ud på mit arbejde for at vise baby frem, besluttede jeg mig for, at jeg måtte gøre bare en smule ud af mig selv. Det trænger man altså til, når man er på barsel 😉

Jeg synes, det er svært at klæde sig på efter en graviditet… Nu har jeg været vant til at klæde mig på med en babybule, men nu har kroppen nogle helt andre proportioner: Brysterne er store, og bulen er væk, og selvom jeg da kan hoppe i mine jeans igen, så er det bare som om, at tøjet ikke sidder helt, som det skal. Det er i og for sig også fint, for kroppen bouncer jo ikke tilbage til sig selv på 0,5, men jeg savner at kunne bruge hele min garderobe… Oh well, det må blive, når jeg er færdig med at amme, hvilket forhåbentlig er om laaaang tid,

Men leopard og lyserødt – det kan I altid regne med, jeg er frisk på, uanset hvordan min krop nu er proportioneret 😉 Jeg bliver også lige nødt til at tippe om Mai Jacobsen, der laver de fineste bum bags. De er ofte udsolgt, men hun er god til at svare på Instagram, hvor I kan blive skrevet på venteliste.