2019

De ubetinget to største stjerner i mit univers <3

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år! Det er jeg og min lille familie, og vi kan se frem til et ret så skelsættende 2019. Til marts/april kommer lillesøster nemlig til verden, og vores familie går fra at være på tre til fire. Det bliver hårdt, det bliver vildt – og det bliver fyldt med kærlighed, frustrationer og tårer (både af fortvivlelse og lykke). I det hele taget kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan dette år bliver – og derfor har jeg heller ikke de store forventninger til det.

Jeg vil bare være, elske, føle – og til tider bliver det nok også bare ren overlevelse…

I dag er jeg gået ind i mit tredje trimester, så de næste tre måneder må gerne flyve afsted. Jeg vil allerhelst bare ligge på sofaen og slappe af, men oftest ender jeg med at sidde og lege med Duplo på gulvet med min lille søn, og det kan min stakkels lænd begynde at mærke. Jeg synes, det er så svært at finde balancen mellem at passe på mig selv, men også være der for min søn – ja, det er jo nok bare en lille “forsmag” på livet som mor til to 😉

Hvordan “formen” bliver her på bloggen har jeg heller ikke gjort mig de store tanker om (endnu) – indtil videre fortsætter jeg med at kigge herind, når tiden/overskuddet er til det. Og jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med 🙂

2

Den lækre kage er lavet efter denne opskrift

Søndag fejrede vi, at min lille dreng blev to år. Og ja, jeg kan ikke lade være med at smide forældre-floskel numero uno på bordet: Sikke tiden flyver afsted! Og alligevel er det som om, han altid har været del af vores liv.

Jeg ved ikke, om jeg er ekstra-hormonel for tiden, men jeg er ved at tude af nostalgi, når jeg i disse dage tjekker min timehop-app. Det flyder over med billeder af, han var helt nyfødt og lillebitte, til han lige var fyldt et år og snart skulle begynde i vuggestue.

Det er nok en eller anden biologisk mekanisme, men hvor glemmer ens hjerne og krop, hvor hårdt det egentlig er at have en baby. Minderne om søvnløse nætter, hjælpeløsheden når han græd og græd under fuzzy evenings, bekymringerne om han nu fik for meget eller for lidt mælk – det hele ligger så fjernt og er næsten glemt.

Snart skal vi gennem hele “turen” igen, men jeg tror – og ved – at det ikke bliver helt det samme. For nu er jeg snart mor til to, og det åbner helt sikkert en helt ny “can of worms”. Jeg vil skulle hellige meget af min tid til den lille og helt sikkert komme til at savne min dreng. Men jeg synes, det er så svært at forestille sig, hvordan det bliver at få nr. to, for det virker meget på min omgangskreds, at det afhænger meget af, hvilken baby man får? Og det ved vi jo SLET ikke.

Et er bekymringerne, men jeg VED, at der kommer en kæmpe glæde og kærlighed – og så ved jeg, at tiden nok skal komme igen. Tiden, hvor overskuddet og søvn kommer igen – som førstegangsmor følte jeg til tider, at det ALDRIG ville ske, men det gjorde det – og det kommer det helt sikkert til igen.

Nå, det blev lidt mange tanker, der kredsede om tallet to… Er der nogle mødre til to derude? Hvilket råd vil I give videre til en kommende mor til to?

Lillemanden skal have en…

En tumling på ryggen og en baby i maven <3 – jeg er 21+3 på billedet 🙂

Denne graviditet har været meget anderledes end med min søn, og derfor har alle sagt til mig: “Det er fordi, du skal have en pige”. Bortset fra min svoger, der er læge, som slog fast, at det altså er noget vrøvl, at man skulle have mere eller mindre kvalme, fordi man venter et andet køn end i ens første graviditet.

Hr. kæreste har også hele tiden sagt, at det var en pige: “For de gør livet hårdt for én fra starten af”, men selv har jeg ikke haft nogen “mavefornemmelse” omkring køn. Jeg hører/læser ofte om gravide kvinder, der bare VED, at de skal have det ene eller det andet køn, men jeg er åbenbart ikke så intuitiv.

Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg inderst inde håbede en lillebitte my på, at jeg denne gang ventede mig en pige. Det, tror jeg vist, er meget normalt, når man i forvejen har en skøn dreng?

Så da vi inden vores ferie var til MD-scanning, var vi meget spændte på, om det mon kunne ses, hvad der gemte sig inde i min mave. “Det tager vi til sidst”, sagde scanningsdamen. Så derfor blev jeg da også taget lidt på sengen, da hun halvvejs gennem sessionen udbryder: “I skal have en pige”.

Jeg troede stadig, vi var i gang med den mere “alvorlige” del såsom at tjekke nyrer etc. Så helt vantro spurgte jeg: “Er du sikker?” – det er jo før sket, at scanningspersonale har taget fejl. Hun kørte “scanner-dimsen” rundt på min maveskind og sagde: “Ja, det er jeg”.

Da jeg blev MD-scannet med min søn, var jeg slet ikke i tvivl om, at han var en dreng. Jeg kunne straks spotte den lille pung, og tappen der strittede ud. Og denne gang kunne jeg da også godt se, at der hverken var pung eller tap. Og så sank den ligesom ind: Vi skal have en pige – og min lillemand skal have en lillesøster!

Om at skulle føde igen

Sådan ser man ud efter en fødsel på syv timer og efterfølgende et par timer på operationsbordet for at blive lappet sammen… Men se lige min lille baby, han er for nuser <3

Selvom der er lidt over fem måneder til, så har jeg selvfølgelig gjort mig en masse tanker om, hvordan min anden fødsel kommer til at forløbe.

Da jeg fødte min søn, vågnede jeg med de første veer kl. 2.30 om natten, vandet gik et par timer senere hjemme midt på stuegulvet, og klokken 10.15 blev han født en smuk solskinsmorgen i december.

Min første fødsel varede altså godt og vel syv timer, og da det er noget med, at det går væsentlig hurtigere anden gang, så er jeg faktisk lidt nervøs for, om vi overhovedet når ind på fødegangen!

Hvis jeg går i fødsel om natten, så skal vi først have afleveret vores søn hos farmor og farfar, som heldigvis bor på vores vej til Hvidovre. Begynder mine veer i dagtimerne, så skal hr. kæreste først hjem fra arbejde, hvilket tager en halv time, og så skal vi måske også kæmpe med noget trafik, som der typisk er fra Amager til Hvidovre.

Til min første jordemodersamtale beroligede jordemoderen mig med, at vi nok skulle nå ind på fødegangen, men at jeg selvfølgelig ikke skulle tøve med at insistere på at komme ind, når jeg mærkede den første ve. Puha, det er måske lidt for meget spænding for mig!

Når det så er sagt, så glæder jeg mig faktisk til at føde igen. Det er jo det vildeste, selvom det måske ikke er så sjovt, når man er midt i det. Efter jeg havde født og lå der med min søn i favnen (og en skøn tredjegradsbristning), så sagde jeg faktisk til jordemoderen, at jeg ville gøre det hele igen. Jeg ved ikke, om jeg var helt høj på hormoner, men altså, det ER det vildeste at føde.

Jeg ved, min krop kan føde, og jeg ved også, at den kan komme sig over noget nær det værste, som den bliver udsat for. Så fødsel, kom an!

Er der nogle andengangsfødende derude: Hvordan gik jeres fødsel?

Guide til bæreredskaber

En gang i tidernes morgen lovede jeg en guide til bæreredskaber – eller måske ikke så meget en guide, men mere “mine erfaringer, som jeg vil dele, og så kan I jo bruge dem eller lade være” 😉

Jeg har faktisk fået snøvlet mig sammen, fordi Acie efterspurgte råd på sin Insta-story, og så er vikleri et af de mest stillede spørgsmål på min egen Insta-story, så det er nok meget rart, at jeg samler det hele i ét indlæg.

Og så skal I da huske at læse mit indlæg HER, hvor jeg fortæller om alle de gode grunde til, at jeg bærer. Jeg har båret min søn, fra han var nyfødt, og nu er han 1 år og 9 måneder, og vi bærer ham stadig rigtig meget – selvom han altså både kan gå, stå og løbe, så har han stadig brug for tryghed og nærhed, og der er bæreredskaber altså det ultimative hjælpemiddel <3 Vi kommer helt sikkert også til at bære en lillebror eller -søster, når den tid engang kommer…

Jeg har mest erfaring med at bære med fastvikle (både ens såkaldte base size og med korte vikler/shorties), ringslynge og bæresele (Artipoppes Zeitgeist for at være mere specifik). Så det kommer til at være de tre bæreredskaber, som jeg gennemgår. Der findes et hav af mange andre slags, met tai, onbu, strækvikler etc., men dem har jeg ikke selv erfaring med – og dette er som nævnt et indlæg med mine personlige erfaringer 😉


FASTVIKLE
En fastvikle var første redskab, som jeg købte, da jeg ventede min lillemand. Jeg købte en vikle i min såkaldte base size, som er den længde vikle, der er påkrævet til at binde begynderbindingen front wrap cross carry (FWCC). Senere, når man er blevet mere rutineret, kan man så købe en kortere vikle, så man kan binde på ryg, med ringafslutning etc.

En fastvikle kan bruges, lige fra de er nyfødte til de er tumlinger. Det afhænger meget af, hvilket materiale man har sin fastvikle i, og om man har “sarte” skuldre. Da min lillemand var nyfødt, havde vi en tynd vikle i 100 procent bomuld, men nu når han er større, synes jeg det er mere behageligt med noget uld/cashmere/alpaca og lignende, da det er stærkt, men blødt. Desuden hjælper det også at binde en flerlagsbinding med tumlinger, da der ofte er mere støtte i dem.

Jeg ved, at mange ikke har “tålmodighed” til at blive bekendte med fastviklen, men altså, du kunne jo heller ikke binde dine snørebånd fra første forsøg, vel? 😉 Det kræver lidt øvelse, men når først, man kan et par bindinger (tro mig, man behøver ikke kende mange, og jeg kan måske en 4-5 på rygraden), så går det som en leg. Tjek YouTube – eller endnu bedre: Alliér dig med en, der kan vise dig det.

Jeg synes, en fastvikle er det mest behagelige bæreredskab, da vægten ligesom er fordelt over et større område. En bæresele har “kun” de smalle stropper om skulder og lænd til at bære al vægten, og det kan godt blive lidt tungt i længden IMO – især med de større børn.

En fastvikle kan bruges både til front-, hofte- og rygbæring.


RINGSLYNGE
Indrømmet, jeg var lidt angst for at give mig i kast med en ringslynge, for umiddelbart ligner det jo, at baby kan rutsje ud i bunden!

Men efter en veninde viste mig hvordan og hvorledes med sådan en sag, så har jeg ikke kunne leve uden ringslyngen.

Den er genial, når det skal gå hurtigt: Jeg har den altid liggende “trådet” i ringene, og så er det bare om at proppe ynglet i, lave et sæde og stramme efter. Bum, nemmere bliver det ikke.

Ringslyngen er IMO bedst til de kortere “opture”, da man kun bærer på én skulder, så det kan godt blive lidt tungt i længden, hvis man har et større barn.

Jeg bruger ringslyngen, når vi er hjemme, og lillemanden er pylret. Så kommer han I den, og der kan stadig laves lidt mad, hænges noget vasketøj op etc. Også når vi er på indkøb har jeg den ofte også slynget om kroppen, så jeg er klar til at smide ham i den, når han ikke gider sidde i vognen, og jeg ikke lige orker, at han skal rende rundt og rasere hele butikken.

Når han er syg, er ringslyngen et must, da mine spaghetti-arme ellers ville falde af. Når han er syg, vil han kun hænge på far eller mor, og der er det rart, at en ringslynge kan aflaste.

Ringslyngen kan bruges til både front-, hofte og rygbæring – men jeg foretrækker helt klart hoftebæring med ringslyngen.


BÆRESELE
Jeg har kun erfaring med Zeitgeist-bæreselen fra Artipoppe. Den er ergonomisk og efter min mening markedets pæneste. Ja, en bæresele er praktisk, men den må altså også gerne være pæn, men der er desværre ikke mange kønne bæreseler derude.

En bæresele er så dejligt nemt. Et par klik og et par stramninger, og så kører vi! Som nævnt ovenover synes jeg dog klart, at en fastvikle er mere behagelig, når man skal bære i længere tid.

Den bæresele, jeg har, kan bruges fra bebs er seks måneder til ca. 2 år. Min lillemand er ved at gro ud af vores bæresele nu her, og så skal jeg ud at investere i en toddlerstørrelse. På den led er en vikle i det rette materiale en bedre investering, da den kan bruges fra nyfødt til mere end 2+.

De fleste bæreseler kan bruges både til front- og rygbæring, mens enkelte kan bruges til hoftebæring.

***

Puuuuh, det blev lidt af et skriv! Respekt, hvis du har læst hele klamamsen 😉 Jeg har meget mere på hjerte: Bl.a. tips til nybegyndere, og hvem man skal følge på Insta, men det må blive i et andet indlæg.

I er velkomne til at fyre løs i kommentarfeltet, hvis I har yderligere spørgsmål 🙂