Da lillemanden blev storebror

Storebror beder ofte om at få lov til at holde lillesøster <3

Lillesøster er nu fyldt to måneder, og selvom alt jo er faser (både det gode og det knap så gode), så er vi efterhånden ved at finde på plads som familie på fire. Et af de spørgsmål, jeg helt naturligt får stillet mest, er, hvordan min lillemand, der var 2 år og fire måneder, da lillesøster kom, har reageret på at blive storebror.

Under min graviditet bekymrede jeg mig selvsagt en del om, hvordan han ville tage det. Jeg blev selv storesøster, da jeg var halvandet, og billedet i mine forældres fotoalbum viser mig med helt røde, hævede øjne, fordi jeg havde grædt så meget (og det var ikke af glæde, skulle jeg hilse og sige). Mine svigerforældre har også fortalt, hvordan både min mand og hans storebror pludselig “glemte”, hvordan de gik på benene som reaktion på at været blevet storebror.

Så ja, vi frygtede det værste, men det er egentlig gået over al forventning! Han er så sød og kærlig mod lillesøster, og der har nærmest ingen reaktion været – mod hverken hende eller os. Nu er det svært at adskille, hvad der er  en normal 2,5-årigs adfærd, og hvad der er storebror-reaktion: Selvfølgelig tester han grænser og er til tider strid mod sine forældre, men det tror jeg også, han ville have været, hvis han ikke var blevet storebror.

Det hjælper også på det, at lillesøster sover UTROLIGT meget og dertil også er ualmindeligt glad for at sidde i viklen. Det gør, at jeg har hænderne fri til at tilbringe masser af tid med storebror. Hun har fra dag et været effektiv til at die ved brystet, så det har også gjort, at jeg ikke har været lænket til sofaen for at amme i hele og halve timer.

Så ja, her har min søn taget storebrorrollen til sig med bravour – men jeg tror også, det kommer meget an på, hvordan både storebror og den nytilkomne er som gemyt, og det er jo ikke til at spå om 😉

Deres allerførste møde <3

 

Lyserød barsel


Barsel. Der kommer til at være dage, hvor de to små græder i kanon, og overskuddet er lige så fraværende som søvn. Hvor man lige trækker den to minutter ekstra på toilettet bare for at have lidt tid for sig selv.

Men så er der også dage som i går. Hvor man trækker i sine fineste lyserøde sager og spankulerer gennem indre by med sin søster. Taler om stort og småt. Om livet. Der bliver brygget kaffe til én, som man kan drikke, mens den rent faktisk er varm. Hvor bebs snorker lystigt i viklen, mens der bliver indtaget kulinariske herligheder i Torvehallerne. Og solen skinner. Vigtig detalje.

For er der noget, jeg har erfaret, så er det, at barsel ikke er lutter lyserøde dage. Der er også de grå og tågede, som drukner i gylp og eksploderende remoulade-bleer. Men jeg vil forsøge at lade de lyserøde dage fylde mest – selvom det er lettere sagt end gjort.

De lyseøde dage skal gemmes på kontoen, så der kan tankes op, når dagene bliver lidt for remoulade-farvede. Simpelthen.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en herlig weekend. Her er den første vask sat over, og om en times tid får vi besøg af sundhedsplejersken (hvorfor føler jeg altid, man er til eksamen med den slags?!). Derefter skal der pakkes, og så drøner min lille familie i sommerhus, hvor solen forhåbentlig kommer til at skinne, så der kan tankes flere lyserøde dage til kontoen.

Jeg savner min mave

Billedet her er taget præcis en uge før, jeg fødte – så jeg er 36+5

Jeg gik en uge over med min søn (han er født 40+5), så mentalt havde jeg forberedt mig på, at lillesøster ville lave samme trick.

Sådan skulle det dog ikke blive, og hun blev født 37+5, altså lidt over to uger før termin. Min mand og jeg blev taget totalt på sengen. Jeg måtte pakke hospitalstasken midt om natten mellem veerne, og vi blev nødt til at få vores ven, der havde lånt vores baby-autostol, til at tage på Hvidovre tidligt fredag morgen for pænt at aflevere den tilbage til os.

Og så er der en ting, som først er gået op for mig nu her efter fødslen: Jeg savner min mave! Jeg nåede aldrig at sige “mentalt” farvel til den – jeg troede jo, at jeg havde mindst et par uger endnu til at nyde sparkene, ae den store mave og vralte besværet afsted.

Jeg er ikke helt afklaret med, om jeg skal have flere børn, så dette var potentielt den sidste gang, jeg var gravid. Og jeg ville ønske, at jeg havde nydt den sidste tid noget mere. Jeg har været så heldig at have to ukomplicerede graviditeter og føde to sunde børn – men på en eller anden måde, synes jeg ikke, jeg har fået “closure” og bundet en fin sløjfe på min æra som “rugemaskine”, hvis det giver mening?

P.S. Cardiganen er min seneste ego-strik, og opskriften kan findes HER. Jeg drømmer om at strikke en version i sommerfine farver også, for den er SÅ fin!

Hej fra barselsboblen

Sovende baby – jeg bliver aldrig træt af synet <3

Så fløj to uger afsted, manden er retur på arbejde, og hverdagen skal for alvor til at finde sin rytme her i barselsboblen (og det startede jo lige med det benspænd, at vi er skiftet til sommertid).

Under min første barsel gav jeg udtryk for, at barsel for mig ikke nødvendigvis var det glansbillede, som mange måske gør det til. Men jeg kan allerede nu fornemme, at denne barsel bliver anderledes. Jeg har også min søn, som skal afleveres, hentes og underholdes, så jeg kommer ikke til at have samme behov for at fylde min kalender med aftaler og aktiviteter, som jeg havde i min første barsel.

I dag er ambitionsniveauet for eksempel at lave aftensmad og strikke et par pinde på et ærme, der synes aldrig at blive færdigt (hvorfor er ærmestrik så langsommeligt?!). Og ja, min anden barsel ligger lige op ad forårsstart (min første barsel startede i december), så jeg skal da klart ud at nyde solen med min lille bebs i viklen eller i barnevognen <3

Jer rutinerede flergangsfødende: Har I nogle hacks til at få hverdagen til at køre så smooth som muligt? Hit me! 

Og så kom hun…

Det er lidt sjovt at læse det sidste afsnit i mit sidste blogindlæg – for om natten begyndte veerne, og om morgenen den 15. marts 2019 fødte jeg vores smukke, lille datter. To uger før termin – og bare to dage efter min egen fødselsdag.

Dagen før havde jeg lagt mig med, hvad jeg troede var en ond influenza. Jeg rystede skiftevis af kulde og hedeture, og kunne intet andet end at sove. Det var dog ikke en influenza, men optakt til fødsel, for da jeg stod op om natten for at tisse, var der tegnblødning.

Jeg fortalte det til min mand, der foreslog, at jeg hvilede videre for at se, om der kom nogle veer. Det gjorde der kort efter, og de blev ret hurtigt regelmæssige med fem minutter mellem og 45 sekunders varighed. Da de begyndte at nive ved 2-tiden, ringede min mand til fødegangen og farmor og farfar, der skulle passe vores søn.

Jeg havde slet ikke fået pakket hospitalstaske, så det blev gjort mellem veerne, og så var det ellers afsted for først at få afleveret sønnike og så videre til Hvidovre Hospital.

Da vi kom derind, og jeg blev undersøgt, var jeg allerede 4-5 cm åben, og mens jordemoderen fandt en ledig fødestue til os, gik vandet.

På fødestuen blev vi mødt af vores jordemoder Malene, og der var god kemi fra start af og stor forståelse for mine ønsker. Da veerne var værst, skreg jeg efter en epidural, men der var det allerede for sent. Jeg var nu ni centimeter åben og skulle snart møde min datter!

Med min søn fik jeg aldrig presseveer og efter at have prøvet forgæves selv at presse ham ud, blev han taget med kop, og der var mindst 10 mennesker på vores stue. Denne gang var fødslen meget mere rolig. Da jeg var helt åben, fik jeg lov til at presse, og det var kun mig, min mand og jordemoder Malene på stuen. Lige til sidst kom der endnu en jordemoder ind for at hjælpe, så jeg ikke bristede så meget som sidst.

Fra jeg fik første ve til hun var ude gik der fire timer, og jeg slap med en mindre bristning. Det var med andre ord så tæt på en drømmefødsel, som man kan komme!

Vi var hjemme samme dag, og dagene går med at få etableret amning og lært vores nyeste familiemedlem at kende. Storebror har indtil videre taget det SÅ fint, og han nusser og kysser løs på lillesøster <3

Det eneste, lille skår i glæden er, at min mand og jeg er blevet lagt ned af sygdom, så det er liiidt hårdt at tage sig af en nyfødt og storebror, når man selv døjer med feber, hoste og snot i massive mængder (søløve-hoste og post-fødsels bækkenbund er ikke en sjov kombi, skulle jeg hilse og sige), men der er lys for enden af tunnelen, og vi nyder nu at være en familie på fire!