Og så kom hun…

Det er lidt sjovt at læse det sidste afsnit i mit sidste blogindlæg – for om natten begyndte veerne, og om morgenen den 15. marts 2019 fødte jeg vores smukke, lille datter. To uger før termin – og bare to dage efter min egen fødselsdag.

Dagen før havde jeg lagt mig med, hvad jeg troede var en ond influenza. Jeg rystede skiftevis af kulde og hedeture, og kunne intet andet end at sove. Det var dog ikke en influenza, men optakt til fødsel, for da jeg stod op om natten for at tisse, var der tegnblødning.

Jeg fortalte det til min mand, der foreslog, at jeg hvilede videre for at se, om der kom nogle veer. Det gjorde der kort efter, og de blev ret hurtigt regelmæssige med fem minutter mellem og 45 sekunders varighed. Da de begyndte at nive ved 2-tiden, ringede min mand til fødegangen og farmor og farfar, der skulle passe vores søn.

Jeg havde slet ikke fået pakket hospitalstaske, så det blev gjort mellem veerne, og så var det ellers afsted for først at få afleveret sønnike og så videre til Hvidovre Hospital.

Da vi kom derind, og jeg blev undersøgt, var jeg allerede 4-5 cm åben, og mens jordemoderen fandt en ledig fødestue til os, gik vandet.

På fødestuen blev vi mødt af vores jordemoder Malene, og der var god kemi fra start af og stor forståelse for mine ønsker. Da veerne var værst, skreg jeg efter en epidural, men der var det allerede for sent. Jeg var nu ni centimeter åben og skulle snart møde min datter!

Med min søn fik jeg aldrig presseveer og efter at have prøvet forgæves selv at presse ham ud, blev han taget med kop, og der var mindst 10 mennesker på vores stue. Denne gang var fødslen meget mere rolig. Da jeg var helt åben, fik jeg lov til at presse, og det var kun mig, min mand og jordemoder Malene på stuen. Lige til sidst kom der endnu en jordemoder ind for at hjælpe, så jeg ikke bristede så meget som sidst.

Fra jeg fik første ve til hun var ude gik der fire timer, og jeg slap med en mindre bristning. Det var med andre ord så tæt på en drømmefødsel, som man kan komme!

Vi var hjemme samme dag, og dagene går med at få etableret amning og lært vores nyeste familiemedlem at kende. Storebror har indtil videre taget det SÅ fint, og han nusser og kysser løs på lillesøster <3

Det eneste, lille skår i glæden er, at min mand og jeg er blevet lagt ned af sygdom, så det er liiidt hårdt at tage sig af en nyfødt og storebror, når man selv døjer med feber, hoste og snot i massive mængder (søløve-hoste og post-fødsels bækkenbund er ikke en sjov kombi, skulle jeg hilse og sige), men der er lys for enden af tunnelen, og vi nyder nu at være en familie på fire!

33 – den oversete fødselsdag

Mine dygtige søstre havde kreeret den smukkeste prinsesstårta til mit baby shower <3

Der har været lidt stille her på domænet, og det skyldes altså ikke, at jeg har født 😉

Lørdag holdt mine søde søstre et baby shower for mig, og det var så skønt at være omgivet af de kære kvinder i mit liv, som jo også bliver del af lillepigens. Hvor er vi heldige 🙂

Søndag tog jeg flankeret af to af mine søstre, min mor og lillemanden en tur til Svendborg – jeg tænkte, at lillemanden lige skulle have et sidste besøg hos mormor og morfar, hvor han har os alle helt for sig selv, inden lillesøster melder sin ankomst.

Skæbnen ville selvfølgelig, at han blev syg, og selvom min familie var der til at aflaste rigtig meget, så var det jo i sidste ende mig, der endte med alt natteroderiet med feberbarnet, hvilket ikke er det mest underholdende, når man er højgravid.

Tirsdag var vi retur i København, og i går – på min 33-års fødselsdag – vendte lillemandens feber retur. Hele natten forinden havde jeg ligget med de ondeste plukveer og frygtede reelt, at jeg ville føde på min egen fødselsdag. Så min fødselsdag blev “fejret” med plukveer og servicering af to-årigt feberbarn – festligt!

I dag kan jeg slet ikke overskue min ellers korte to do-liste (som er at pakke hospitalstaske og ordne en maskinfuld vasketøj), for min krop er SÅ smadret. Jeg vil tage det stille og roligt og satse på, at lillepigen ikke kommer ud foreløbig 😉

Tredje trimesters TMI-update

Jo, man kan da stadig bære ynglet på ryggen, selvom man er i tredje trimester!

Lige om lidt (læs: i næste uge) entrerer jeg ottende måned, og som med alt andet her i livet må jeg bare konkludere, at tiden flyver afsted.

Som andengangsgravid er der så meget hverdagslogistik og renden efter hyperaktiv 2-årig, at jeg ikke i samme grad har haft tid på at fokusere (læs: navnepille) omkring min graviditet – I kan evt. læse mit tidligere indlæg om første vs. anden graviditet HER.

Når det så er sagt, SÅ er der altså forskel på denne graviditet og min første… Alle husmoderrådene vil sikkert påstå, at det er fordi, jeg denne gang venter en pige, men ja, det kan også bare være, at ikke to graviditeter er ens. Jeg kan i hvert fald mærke på min krop, at lillepigen ligger anderledes i min mave end hendes storebror gjorde, så måske er der hold i det der med, at pige- og drengemaver ser forskellige ud?

Well, her får I i hvert fald en (totalt TMI) update på mit tredje trimester:
– Jeg kan stadig passe min forlovelses- og vielsesring. Win!
– Min blære er (stadig) under utroligt lidt pres, og jeg skal (endnu) ikke op og tisse om natten. Endnu en win!
– 
Til gengæld har jeg fået begyndende åreknuder (wtf?!) på inderlårene, som jeg ikke fik, da jeg ventede lillemanden. Og det var selvfølgelig hr. kæreste, der opdagede det (gæt selv hvornår *indsæt abe-emoji, der holder sig for øjnene*).
– Jeg kan stadig bære min lillemand på hoften ned fra tredje sal (selv om vi øver selv at gå op og ned af trappe!).
– Jeg craver pomelo og ice tea.
– Jeg bliver til tider helt utroligt stakåndet, selv hvis jeg bare sidder i sofaen, som om der ikke er plads til min lunger. Meget ubehageligt, men heldigvis forbigående!
– Sidst, jeg var til jordemoder (i starten af tredje trimester), sagde vægten en vægtøgning på mindre end fem kg. Fastelavnsboller, here I come!

Skal I så flytte?

Mine to drenge på vej i sommerhus i april sidste år

Ovenstående spørgsmål er nok det, jeg har fået mest under denne graviditet (næst efter spørgsmålene: Hvornår har du termin? Og er det en dreng eller pige?).

Og det er da selvsagt også et emne, som min mand og jeg jævnligt har oppe at vende. Det kunne da være lækkert med et hus (jeg er blevet sådan en, der har hede drømme om vaskesøjle og bryggers – say what?!), men som boligpriserne er i København, så kommer det ikke til at ske lige nu. Især hr. kæreste prioriterer, at vi ikke skal bruge al vores tid på at pendle, og han ønsker derfor at bo i cykelafstand fra sit job – for tid på at pendle, er tid væk fra vores børn.

Som det er nu, kan vi også sagtens bo med to små børn i vores nuværende lejlighed. Ja, det er da lidt pres, når lillemanden ikke selv gider at gå op ad trappen, men så kan jeg også vende den om og sige, at jeg nok aldrig har haft så tonede arme, og min barselsrøv kommer nok ikke til at være helt så flad, som frygtet 😉

Og så har vi jo også vores skønne sommerhus, som sørger for, at vi alle kan “komme ud på græs”. At være sommerhusejer er måske også lidt en forsmag på at være husejer, og der kan jeg mærke, at jeg IKKE er klar til at være full-blown husejer. Jeg hader, hader, at hr. kæreste skal slå den sk*ide græsplæne hele tiden (okay, ikke så meget denne sommer, men ellers…). At der skal budgetlægges til et nyt tag. At man ikke lige kan gå ned på hjørnet og købe mælk (Brugsen lukker kl. 16 sharp på Orø). Og har jeg været en uge i sommerhuset, ja, så er jeg sgu ikke bleg for at tvinge hr. kæreste og lillemanden i bilen, så vi kan køre til fx Roskilde og spise på cafe og få lidt byliv.

Så lige nu har vi – for os – det bedste af to verdener. Så må vi se, hvordan vi har det med det hele, når den ældste skal til at starte i skole, og det måske giver mening, at vi flytter et andet sted hen…

2019

De ubetinget to største stjerner i mit univers <3

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år! Det er jeg og min lille familie, og vi kan se frem til et ret så skelsættende 2019. Til marts/april kommer lillesøster nemlig til verden, og vores familie går fra at være på tre til fire. Det bliver hårdt, det bliver vildt – og det bliver fyldt med kærlighed, frustrationer og tårer (både af fortvivlelse og lykke). I det hele taget kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan dette år bliver – og derfor har jeg heller ikke de store forventninger til det.

Jeg vil bare være, elske, føle – og til tider bliver det nok også bare ren overlevelse…

I dag er jeg gået ind i mit tredje trimester, så de næste tre måneder må gerne flyve afsted. Jeg vil allerhelst bare ligge på sofaen og slappe af, men oftest ender jeg med at sidde og lege med Duplo på gulvet med min lille søn, og det kan min stakkels lænd begynde at mærke. Jeg synes, det er så svært at finde balancen mellem at passe på mig selv, men også være der for min søn – ja, det er jo nok bare en lille “forsmag” på livet som mor til to 😉

Hvordan “formen” bliver her på bloggen har jeg heller ikke gjort mig de store tanker om (endnu) – indtil videre fortsætter jeg med at kigge herind, når tiden/overskuddet er til det. Og jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med 🙂