Tredje trimesters TMI-update

Jo, man kan da stadig bære ynglet på ryggen, selvom man er i tredje trimester!

Lige om lidt (læs: i næste uge) entrerer jeg ottende måned, og som med alt andet her i livet må jeg bare konkludere, at tiden flyver afsted.

Som andengangsgravid er der så meget hverdagslogistik og renden efter hyperaktiv 2-årig, at jeg ikke i samme grad har haft tid på at fokusere (læs: navnepille) omkring min graviditet – I kan evt. læse mit tidligere indlæg om første vs. anden graviditet HER.

Når det så er sagt, SÅ er der altså forskel på denne graviditet og min første… Alle husmoderrådene vil sikkert påstå, at det er fordi, jeg denne gang venter en pige, men ja, det kan også bare være, at ikke to graviditeter er ens. Jeg kan i hvert fald mærke på min krop, at lillepigen ligger anderledes i min mave end hendes storebror gjorde, så måske er der hold i det der med, at pige- og drengemaver ser forskellige ud?

Well, her får I i hvert fald en (totalt TMI) update på mit tredje trimester:
– Jeg kan stadig passe min forlovelses- og vielsesring. Win!
– Min blære er (stadig) under utroligt lidt pres, og jeg skal (endnu) ikke op og tisse om natten. Endnu en win!
– 
Til gengæld har jeg fået begyndende åreknuder (wtf?!) på inderlårene, som jeg ikke fik, da jeg ventede lillemanden. Og det var selvfølgelig hr. kæreste, der opdagede det (gæt selv hvornår *indsæt abe-emoji, der holder sig for øjnene*).
– Jeg kan stadig bære min lillemand på hoften ned fra tredje sal (selv om vi øver selv at gå op og ned af trappe!).
– Jeg craver pomelo og ice tea.
– Jeg bliver til tider helt utroligt stakåndet, selv hvis jeg bare sidder i sofaen, som om der ikke er plads til min lunger. Meget ubehageligt, men heldigvis forbigående!
– Sidst, jeg var til jordemoder (i starten af tredje trimester), sagde vægten en vægtøgning på mindre end fem kg. Fastelavnsboller, here I come!

Skal I så flytte?

Mine to drenge på vej i sommerhus i april sidste år

Ovenstående spørgsmål er nok det, jeg har fået mest under denne graviditet (næst efter spørgsmålene: Hvornår har du termin? Og er det en dreng eller pige?).

Og det er da selvsagt også et emne, som min mand og jeg jævnligt har oppe at vende. Det kunne da være lækkert med et hus (jeg er blevet sådan en, der har hede drømme om vaskesøjle og bryggers – say what?!), men som boligpriserne er i København, så kommer det ikke til at ske lige nu. Især hr. kæreste prioriterer, at vi ikke skal bruge al vores tid på at pendle, og han ønsker derfor at bo i cykelafstand fra sit job – for tid på at pendle, er tid væk fra vores børn.

Som det er nu, kan vi også sagtens bo med to små børn i vores nuværende lejlighed. Ja, det er da lidt pres, når lillemanden ikke selv gider at gå op ad trappen, men så kan jeg også vende den om og sige, at jeg nok aldrig har haft så tonede arme, og min barselsrøv kommer nok ikke til at være helt så flad, som frygtet 😉

Og så har vi jo også vores skønne sommerhus, som sørger for, at vi alle kan “komme ud på græs”. At være sommerhusejer er måske også lidt en forsmag på at være husejer, og der kan jeg mærke, at jeg IKKE er klar til at være full-blown husejer. Jeg hader, hader, at hr. kæreste skal slå den sk*ide græsplæne hele tiden (okay, ikke så meget denne sommer, men ellers…). At der skal budgetlægges til et nyt tag. At man ikke lige kan gå ned på hjørnet og købe mælk (Brugsen lukker kl. 16 sharp på Orø). Og har jeg været en uge i sommerhuset, ja, så er jeg sgu ikke bleg for at tvinge hr. kæreste og lillemanden i bilen, så vi kan køre til fx Roskilde og spise på cafe og få lidt byliv.

Så lige nu har vi – for os – det bedste af to verdener. Så må vi se, hvordan vi har det med det hele, når den ældste skal til at starte i skole, og det måske giver mening, at vi flytter et andet sted hen…

2019

De ubetinget to største stjerner i mit univers <3

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år! Det er jeg og min lille familie, og vi kan se frem til et ret så skelsættende 2019. Til marts/april kommer lillesøster nemlig til verden, og vores familie går fra at være på tre til fire. Det bliver hårdt, det bliver vildt – og det bliver fyldt med kærlighed, frustrationer og tårer (både af fortvivlelse og lykke). I det hele taget kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan dette år bliver – og derfor har jeg heller ikke de store forventninger til det.

Jeg vil bare være, elske, føle – og til tider bliver det nok også bare ren overlevelse…

I dag er jeg gået ind i mit tredje trimester, så de næste tre måneder må gerne flyve afsted. Jeg vil allerhelst bare ligge på sofaen og slappe af, men oftest ender jeg med at sidde og lege med Duplo på gulvet med min lille søn, og det kan min stakkels lænd begynde at mærke. Jeg synes, det er så svært at finde balancen mellem at passe på mig selv, men også være der for min søn – ja, det er jo nok bare en lille “forsmag” på livet som mor til to 😉

Hvordan “formen” bliver her på bloggen har jeg heller ikke gjort mig de store tanker om (endnu) – indtil videre fortsætter jeg med at kigge herind, når tiden/overskuddet er til det. Og jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med 🙂

2

Den lækre kage er lavet efter denne opskrift

Søndag fejrede vi, at min lille dreng blev to år. Og ja, jeg kan ikke lade være med at smide forældre-floskel numero uno på bordet: Sikke tiden flyver afsted! Og alligevel er det som om, han altid har været del af vores liv.

Jeg ved ikke, om jeg er ekstra-hormonel for tiden, men jeg er ved at tude af nostalgi, når jeg i disse dage tjekker min timehop-app. Det flyder over med billeder af, han var helt nyfødt og lillebitte, til han lige var fyldt et år og snart skulle begynde i vuggestue.

Det er nok en eller anden biologisk mekanisme, men hvor glemmer ens hjerne og krop, hvor hårdt det egentlig er at have en baby. Minderne om søvnløse nætter, hjælpeløsheden når han græd og græd under fuzzy evenings, bekymringerne om han nu fik for meget eller for lidt mælk – det hele ligger så fjernt og er næsten glemt.

Snart skal vi gennem hele “turen” igen, men jeg tror – og ved – at det ikke bliver helt det samme. For nu er jeg snart mor til to, og det åbner helt sikkert en helt ny “can of worms”. Jeg vil skulle hellige meget af min tid til den lille og helt sikkert komme til at savne min dreng. Men jeg synes, det er så svært at forestille sig, hvordan det bliver at få nr. to, for det virker meget på min omgangskreds, at det afhænger meget af, hvilken baby man får? Og det ved vi jo SLET ikke.

Et er bekymringerne, men jeg VED, at der kommer en kæmpe glæde og kærlighed – og så ved jeg, at tiden nok skal komme igen. Tiden, hvor overskuddet og søvn kommer igen – som førstegangsmor følte jeg til tider, at det ALDRIG ville ske, men det gjorde det – og det kommer det helt sikkert til igen.

Nå, det blev lidt mange tanker, der kredsede om tallet to… Er der nogle mødre til to derude? Hvilket råd vil I give videre til en kommende mor til to?

Lillemanden skal have en…

En tumling på ryggen og en baby i maven <3 – jeg er 21+3 på billedet 🙂

Denne graviditet har været meget anderledes end med min søn, og derfor har alle sagt til mig: “Det er fordi, du skal have en pige”. Bortset fra min svoger, der er læge, som slog fast, at det altså er noget vrøvl, at man skulle have mere eller mindre kvalme, fordi man venter et andet køn end i ens første graviditet.

Hr. kæreste har også hele tiden sagt, at det var en pige: “For de gør livet hårdt for én fra starten af”, men selv har jeg ikke haft nogen “mavefornemmelse” omkring køn. Jeg hører/læser ofte om gravide kvinder, der bare VED, at de skal have det ene eller det andet køn, men jeg er åbenbart ikke så intuitiv.

Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg inderst inde håbede en lillebitte my på, at jeg denne gang ventede mig en pige. Det, tror jeg vist, er meget normalt, når man i forvejen har en skøn dreng?

Så da vi inden vores ferie var til MD-scanning, var vi meget spændte på, om det mon kunne ses, hvad der gemte sig inde i min mave. “Det tager vi til sidst”, sagde scanningsdamen. Så derfor blev jeg da også taget lidt på sengen, da hun halvvejs gennem sessionen udbryder: “I skal have en pige”.

Jeg troede stadig, vi var i gang med den mere “alvorlige” del såsom at tjekke nyrer etc. Så helt vantro spurgte jeg: “Er du sikker?” – det er jo før sket, at scanningspersonale har taget fejl. Hun kørte “scanner-dimsen” rundt på min maveskind og sagde: “Ja, det er jeg”.

Da jeg blev MD-scannet med min søn, var jeg slet ikke i tvivl om, at han var en dreng. Jeg kunne straks spotte den lille pung, og tappen der strittede ud. Og denne gang kunne jeg da også godt se, at der hverken var pung eller tap. Og så sank den ligesom ind: Vi skal have en pige – og min lillemand skal have en lillesøster!