
…Det har aldrig været mit motto!
Jeg er SÅ dårlig til at pakke, kan aldrig begrænse mig og ender altid med at pakke alt for meget – men man ved jo ikke, om der lige kommer en uventet bytur eller to, man skal da ALTID have MINDST to par sko at vælge mellem, og hvad nu hvis en askesky eller andre omstændigheder gør, at jeg er strandet et par dage ekstra?!
Men i et anfald af “nu-skal-jeg-da-være-minimalist-rejsende” (og måske også lidt at jeg ikke gad at betale ekstra for at checke bagage ind), så skal jeg pakke alle nødvendigheder ned i håndbagage.
Tøj- og skodelen har såmænd ikke voldt de store problemer, det er væskeforbuddet, jeg bander og svovler over. Man kan da vist godt fornemme, at det mestendels er mænd, der laver de der EU-flyveregler, for hvordan får man alt sit dullegrej med?
Nu er det ikke fordi, jeg skal have hele beautyboksen med, men jeg har fået konstateret atopisk eksem (det var derfor min hud spassede totalt ud i vinters), og det eneste der kan holde det nede er en kombination af hormoncremer, immunsystemdæmpende salve og en fed, fed salve fra A-derma (det lyder ikke så farligt, som det er, men det er lidt besværligt!) Desuden skal jeg rense hud hver morgen og aften med en renseolie for at holde den fugtet.
Og selvom jeg har klemt cremer ned i rejsebøtter og fundet alt frem i rejsestørrelse, så har jeg stadig problemer med at få plads til det hele. Jeg skulle så meget have købt bagage tjeck-in!
Men nu håber jeg på, at mine medrejsende har lidt ekstra plads i deres væskeposer, og så vil jeg glæde mig til at det åndssvage væskeforbud ophæves i 2013…
Relaterede indlæg

Jeg fik lige en nyhedsmail om, at Magasin har Super Bazaar fra i dag (25.april) til og med den 2.maj. Det er faktisk en begivenhed, jeg ser frem til, for man kan blandt andet spare 10 procent på kosmetik. Så er der jo rig mulighed for at hamstre lidt MAC, som ellers aldrig er på tilbud!
Senere i dag står den på frokost med to gamle studiekammerater, men det kunne være, jeg skulle slå et smut forbi Magasin bagefter?
Læs mere her.
(billede fra magasin.dk)
Relaterede indlæg

Lige siden jeg så et preview af neglelakken “Blue India” på nettet tilbage i januar, har jeg ventet på, at Liberty of London-kollektionen fra MAC, som neglelakken er en del af, blev lanceret i Danmark.
Nuancen (en mørk, cremet petroliumsblå) er ulig nogen farve, jeg har i min samling – og jeg kan heller ikke stå for den fine emballage!
Kollektionen landede i Magasin for et par dage siden, og i går var jeg inde og hapse en “Blue India” til 125 kroner. Generelt er hele Liberty og London-kollektionen rigtig fin med flotte farver og ligeså flot emballage! Jeg formåede dog at begrænse mig til denne neglelak, hvilket jeg er ret stolt af
Relaterede indlæg

Jeg spottede lige i det seneste reklamekatalog fra Føtex, at de i denne uge har tilbud på udgåede varer fra GOSH – 3 for 50 kroner – og da GOSH faktisk laver ret gode produkter til priserne, så måtte jeg lige tjekke ud, om de havde noget godt.
Man skal være villig til at grave lidt i nogle rodekasser, men så hænder det jo også, at man finder en skat eller tre 
Jeg fandt en primer (der er kommet en ny emballage, så derfor var denne i den gamle emballage på tilbud), en øjenskygge-trio (i farven “Smoky”) og en vandfast øjenskyggestift i “Love that Ivory!” (perfekt som highlighter under brynet, i øjenkrogen og øverst på kinderne!).
Primeren er et godt alternativ til den noget dyrere version fra Smashbox, som jeg normalt plejer at bruge, og øjenskygge-trioen har min lillesøster haft i en stykke tid, så jeg tænkte, at jeg måtte købe min egen, så jeg slipper for at stjæle hendes 
Da det er udgåede varer, har de ikke det samme udvalg i alle Føtex’er, men jeg vil da helt klart anbefale jer at kigge forbi jeres lokale afdeling. Jeg var forbi Føtex på Vesterbrogade.
Relaterede indlæg

Nouvelle Vague betyder “ny bølge” på fransk – og ja, den kommer som alle andre Chanel-neglelakker nok til at skabe bølger i modeblogosfæren og lange køer ved landets Chanel-pushere.
Den lyse turkis bliver perfekt til solbrune fingre og tæer, men hvis du ikke kan vente til maj, hvor “Nouvelle Vague” officielt er i forretningerne, så har min yndlings neglelak-blogger fundet nogle gode – og billigere alternativer – så du kan tyvstarte på turkistrenden allerede nu!
Alternativet, du kan få fingre i her i Danmark, er “For Audrey” fra China Glaze, som næsten er et eksakt match til “Nouvelle Vague” – se selv her – og den kan fås på eBay til cirka 60 kroner inkl. porto.
Kommer du til at surfe med på “Nouvelle Vague”, eller hopper du hellere på “For Audrey” – jeg overvejer kraftigt det sidstnævnte!
(billeder fra ebay.co.uk og alllacqueredup.com)

