Først kom coveret for abonnenter, så fik vi et kig på artiklen, og nu er løssalgs-forsiden dukket op. Normalt synes jeg, at abonnements-coveret er langt flottere end løssalgs-udgaven – men jeg synes nu ikke, at dette cover er så ringe endda. Dog er førstnævnte cover dog stadig favoritten.

Gad vide hvorfor, der ikke er sådan et koncept i den danske magasinverden? Altså en forside for abonnenter og ét til løssalg. Det til løssalg skal jo plastres til mig overskrifter for virkelig at sælge, mens vi trofaste abonnenter vel godt kan forkæles med noget øjenguf…

(billeder fra the Fashion Spot)

Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet om Alexa Chung her på bloggen. Om sommeren render alle kendisser på ferie, så generelt er det lidt sløvt med candids…

Vi så hende under haute couture-showsene i Paris, og allerede da spekulerede jeg over, om Alexa var ved at bevæge sig op i high fashion society. Det må hun være, for hun er på forsiden af Elle UKs oktober-nummer!

Jeg kunne knap nok genkende hende uden det rodede hår og hendes signature-stil med korte kjoler og chunky sko – men sådan et look går vel ikke til Elle? Selvom hun ser mere poleret ud, synes jeg stadig, at hun ser fantastisk ud. Måske kan hun drage fordel af, at hun er tidligere model?

Jeg frygter altid lidt, når mine favorit-kendisser kommer på forsiden af de store modeblade, for de bliver tit stylet/photoshoppet til ukendelighed. For eksempel US Vogues september-cover, hvor skønne Keira Knightley så absolut hæslig ud. Set i det lys ser Alexa jo fab ud!

Dette er coveret for abonnenter – er spændt på, hvordan løssalgs-coveret kommer til at se ud!

(billede fra the Fashion Spot)

…eller manglen på samme?
Ville dette cover sælge? Selvfølgelig! For det er smukke mig, der er på forsiden

Ej, spøg til side, for det er et ganske alvorligt emne, jeg her vil komme med mine overvejelser over. Politiken har i dag en historie om, at der ikke er mørke modeller på nogle magasincovers. En ekspert kalder det et demokratisk problem, chefredaktørerne forsvarer sig med, at covers med danskere af anden etnisk baggrund ikke sælger. Diskussionen minder mig om den, der florerer for tiden om Prada, der til deres aw08-show havde en sort model på catwalken – den første i 11 år!
På studiet bliver vi også konfronteret med samme problematik: Skal “vi” (altså journalister) give læserne det, de vil have – eller skal vi give dem det, de ikke vidste, de ville have? Medier står i det evige spændingsfelt mellem at skulle tjene penge og have en eller anden samfundsmæssig betydning. Og sørgeligt nok ser det ud til, at pengene trækker mere end den publicistiske ånd. Jeg kan godt huske det cover, hvor Sirene havde en ung kvinde med tørklæde på forsiden. Fedt! tænkte jeg, et magasin, der tør være anderledes! Men senere har det været så som så med de opsigtsvækkende forsider. Nu hersker “poster-effekten”: En person på forsiden, der har øjenkontakt ud mod læseren – det sælger! Jeg mener også, at de engang i Canada’s Next Top Model nævnte, at de covers, der solgte mest, var dem med en kvinde i rød kjole og langt blæsende hår. Der er jo gået helt industri i at finde det mest sælgende cover!

Nu er jeg hverken særlig mørk eller bærer tørklæde. Men hvis jeg skulle indgå i nogen form for statistik, skulle jeg rubriceres som en efterkommer. Det gør mig ikke rasende, at tingene forholder sig, som det gør. Jeg tror ikke at modebranchen er racistisk som sådan, men den lægger jo vægt på en eller anden form for bestemt æstetik, og det plejer jo at være en bleg, tynd modella med kindben. Selv jeg vil indrømme, at jeg da godt kan fortabe mig i sådan en smukt cover. Alligevel vil jeg da efterlyse lidt mere mod i branchen: Hvor er de designere og redaktører, der tør fravælge den sikre sællert? Måske vil det i starten give et dyk i salgstallene, men mon ikke det ville afføde en form for respekt, der kunne vendes til at booste salget? Er det mig, der er idealistisk her? Man har vel lov at håbe…
(billede fra eurowoman.dk)