I går lavede jeg en stor portion minestrone, så jeg havde mad til de næste par dage – nu behøver jeg blot at varme en portion op, og så er der serveret. Hurra for dovne weekender Det er virkelig perfekt mad til nu, hvor det er gråt, koldt og fyldt med slud – og en oplagt “tøm køleskabet”-ret, da man i princippet kan smide de grøntsager i, man nu har liggende.
Her til aften har jeg lavet ærtesuppe med kammuslinger – en utroligt flot ret, og så er den faktisk også ret nem at lave Jeg har fundet opskriften hos New Yorker By Heart, så smut derover, hvis I vil se den, da jeg er lidt for søndagsdoven til at skrive den her
New Yorker By Heart foreslår, at man udelader hvidvinen, da den har en ret dominerende smag, så det udelod jeg og erstattede med kyllingfond. Jeg synes dog, at fordi vinen bliver udeladt, at retten mangler lidt syre – suppen blev ret fed i smagen – så jeg vil foreslå at man tilsætter et lille skvæt hvidvinseddike eller lignende, hvis man ikke lige er til at åbne en flaske hvidvin. Jeg ville nok også give den et drys mynte som pynt, da det klæder ærter ret godt.
Inspireret af mit nylige besøg hos Cofoco tilsatte jeg en skefuld hytteost til suppen – men det kan sagtens udelades. Og så kan man selvfølgelig også bruge større kammuslinger, men det havde de altså ikke lige i Irma på en søndag formiddag
I går kom min søde søster forbi, så vi kunne lave aftensmad sammen – hun kommer over cirka en gang om ugen, det er så hyggeligt, og vi prøver ofte nye retter eller i hvert fald gør lidt ekstra ud af det og laver fx en steg
Min søster trængte til et lille afbræk fra sin eksamensopgave, og jeg trængte til en pause fra de rugbrødsmadder, jeg har levet af, da jeg ofte ikke orker at lave varm aftensmad, når det kun er til mig – jeg får nemlig varm frokost på arbejde.
I går havde jeg så allerede fundet en opskrift, som jeg ville afprøve. Den er fra denne uges ALT for damerne (nr 2/2012), hvor Mira Arkin hver uge leverer opskrifter til nem hverdagsmad. I denne uge er der asiatisk tema, og det er jo lige mig Har lyst til at prøve hver eneste opskrift!
Denne ret er en traditionel, dansk ret, der har fået et asiatisk twist – hvilket med det samme vakte min nysgerrighed. Jeg elsker en “original” omgang boller i karry, men hvis man kan lave lidt variation over den, så er jeg all for it. Mange synes måske, det er en smule blasfemisk at pille ved en klassiker – men gi’ den et forsøg
Som sagt er opskriften fra denne uges ALT for damerne (02/2012), men jeg har tweaket den en smule efter mine smagsløg – I får opskriften, som jeg lavede den.
Boller i karry med kokosmælk og mangochutney
(2 pers. + evt. rester til en person til dagen efter)
Du skal bruge:
2 løg
400 g hakket kyllingekød
½ dl rasp
1 æg
1 tsk groft salt
1/4 tsk sort peber
2 spsk neutral olie
1 spsk karrypulver
1 spsk hvedemel
1 dl vand
1 dåse kokosmælk
3 spsk mangochutney
evt. lidt chilisauce, fx sriracha
evt. en smule fiskesauce
1/2 bundt forårsløg
Tilbehør:
Kogte ris
Ekstra mangochutney
Sådan gør du:
1. Pil løgene. Riv et halvt løg, og sæt det til side til farsen. De resterende 1½ løg hakkes fint.
2. Bland det revne løg med kødet, rasp, æg, salt. Kværn godt med sort peber i. Rør farsen godt sammen. Form dem til kødboller på størrelse med golfbolde, og læg dem på en tallerken.
3. Varm olien på en sauterpande. Kom resten af løgene i, og steg ved middel varme i 2 min. Rør i dem af og til. Drys karry over, og svits i 1 min. Drys mel over, og vend det rundt i løgene.
4. Tilsæt vand, kokosmælk og mangochutney. Rør det sammen. Når saucen begynder at koge, kommer du forsigtigt kødbollerne i, så de ligger i panden i et lag. Kom låg på sauterpanden, og lad det simre i 15 min. Efter 5 min. kan du forsigtigt skubbe rundt på kødbollerne, så de bliver jævnt tilberedt.
4. Smag saucen til med salt, peber og evt. chili- og fiskesauce. Hvis saucen er for tyk, så tilsæt en smule vand. Snit forårsløgene fint, og drys dem over ved servering.
NOTE: Der var udsolgt af stærk mangochutney i mit lokale supermarked, så jeg blev nødt til at købe den søde version. Den gjorde retten en tand for sød til min smag, så derfor tilsatte jeg chili- og fiskesauce for at gøre saucen mindre sød.
Du kan tilsætte grøntsager til retten, fx peberfrugt, svits dem på panden, inden du svitser løgene.
Da rigtig mange af jeg kommer med så søde og gode tilbagemeldinger på mine mad-indlæg, vil jeg forsøge at komme med lidt flere af slagsen – problemet er bare, at jeg faktisk ikke laver mad så tit. Det er faktisk mest min kæreste, der står for det!
Men i sidste uge kom min lillesøster på besøg, og sammen lavede vi denne lækre ret, som jeg har fundet i Femina 44/2011 – jeg er nemlig så heldig at få stakkevis af ugeblade og magasiner via mit arbejde, og de er jo fyldt med opskrifter, som jeg kan afprøve og lade mig inspirere af
Ikke overraskende bliver jeg for det meste draget af de asiatisk inspirerede opskrifter: De er fyldt med smag og friske råvarer og ligger ikke så tungt i maven, som en god omgang kød og kartofler godt kan gøre. Der er koriander i opskriften, men det kan sagtens udelades, hvis man ikke er til det.
Nudelsalat asian style med kødboller (2 pers.) 400 g hakket svin og okse salt
1 lille løg, revet
½ bundt koriander, hakket
1 spsk mel
1 æg
½ dl soja
1/4 dl sukker
150 g nudler, ris- eller udonnudler el. lign.
1 tsk sukker
saft af 1 limefrugt
hakket rød chili efter smag
3 gulerødder i julienne
1 bananskalotteløg i tynde både
100 g blandet salat
½ bundt plukket koriander
sesamfrø
limebåde
Sådan gør du 1. Rør kødet med salt, løg, koriander, mel og æg.
2. Form kødboller af farsen på størrelse med golfbolde.
3. Steg kødbollerne i lidt olie på en varm pande eller ved 220 grader i en forvarmet ovn i ca. 10-12 min., eller til de er gennemstegte.
4. Bring imens soja og 1/4 dl sukker i kog. Lad det koge til sukkeret er smeltet og yderligere 1 min. Lad dressingen køle af.
5. Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og skyl dem i koldt vand, så de ikke klistrer sammen.
6. Rør 1 tsk sukker med saften fra 1 lime, så sukkeret er opløst. Smag til med chili, som du lyster.
7. Vend nudler, gulerødder, skalotteløg, salat og koriander med limedressingen.
8. Vend kødbollerne i sojadressingen og drys med sesamfrø.
9. Server nudelsalat og kødboller i store fade på bordet, så folk selv kan tage – eller portionsanret nudelsalaten i to store skåle og kom kødbollerne på toppen.
10. Server straks med resten af sojadressingen og limebåde til.
Grøntsagerne er skåret ud og klar til at blive fyldt i rullerne. Der er sukkerærter (kort blancheret for at undgå bæ-bakterier!), agurk, hjertesalat, mango, gulerod, koriander og mynte.
Fyldet bliver lagt på det udblødte rispapir.
Mums!
Rullerne dyppes i denne sauce, som jeg ikke rigtig kan udtale. Det plejede vist at hedde Würze?!
En del af jer har efterlyst lidt flere madindlæg her på bloggen, og selvom det jo først og fremmest er en modeblog, så skal der også være plads til mere – det er vel derfor, bloggen hedder Mode Med Mere
Mortensaften står for døren, så derfor får vi and smidt i nakken på tilbud. Jeg kunne i hvert fald ikke står for to store, friske andebryster i Irma her den anden dag! De skulle dog ikke laves til den traditionelle spise med kartofler og sovs – selvom jeg også elsker det – men en lidt mere frisk og let variation af and – nemlig and som fyld i friske forårsruller (også kendt som vietnamesiske sommerruller).
Friske forårsruller med and (2 pers. + rester til fx madpakke eller frokost til 1 pers)
1 pk rispapir
½ pk sukkerærter
2 gulerødder
½ agurk
1½ hoveder hjertesalat
1 mango
en håndfuld koriander
en håndfuld mynte
evt. 50 g risnudler som ekstra fyld, hvis du er meget sulten
1 fed hvidløg
2 cm ingefær
en smule frisk chili
3 spsk hoisinsauce
1 spsk soyasauce
2 andebryster
en smule sesamolie + rapsolie til stegning
sauce til at dyppe i
Sådan gør du 1. Læg evt. risnudlerne i blød i kogende vand.
2. Knus eller finthak hvidløg, ingefær og chili og miks med hoisinsauce og soyasauce. Rids skindet på andebrysterne og mariner dem i marinaden i så lang tid som muligt.
3. Skyl alle grøntsager og skær dem i tynde stave. Husk at blanchere sukkerærterne, da der kan være bakterier i.
4. Steg andebrysterne på en pande med en smule sesamolie og rapsolie. Lad dem hvile pakket ind i sølvpapir i 10 min.
5. Kog evt. risnudlerne færdige og skær andebrysterne i tynde skiver.
6. Læg et ark rispapir ad gangen i blød i en balje vand fra hanen og læg papiret på en tallerken. Efter 1-2 min. er det blødt.
7. Læg grøntsager, and og evt. nudler i et bånd midt på rispapiret. Rul rispapiret stramt om fyldet. Det klistrer lidt, men øvelse gør mester.
8. Dyp i sauce og enjoy!
Jeg synes, det er mest hyggeligt at sætte al fyldet på bordet, så man selv kan sidde og fylde i sine ruller efter smag og sult. Men man kan selvfølgelig også rulle alle i forvejen og så servere dem – man kan evt. skære dem i mundrette bidder a la Sticks n Sushi.
Andre derude, der har gang i rispapiret? Hvad plejer I at fylde i?