En bloggers hemmelige liv

Lige siden Flying Saucer behandlede emnet, har jeg tænkt meget over problemstillingen, hvis man da kan kalde det et problem.
Jeg ved ikke, hvor mange af jer læsere, der også blogger, men holder I jeres blog hemmelig? Ikke på den måde at I tænker: “Uha, nej! For alt i verden må ingen i min omgangskreds læse min blog. Jeg dør, hvis nogen jeg kender, finder frem til min blog!”
Jeg tænker mere på, at når man præsenterer sig som blogger, så lyder det på en måde lidt selvcentreret og narcissistisk: “Jeg skriver om mig, mig, mig! Se mig!”. Jeg præsenterer heller ikke mig selv som: “Hej, jeg hedder Maria, jeg er mode-blogger.”
Det er ikke fordi, jeg er flov over min blog – tværtimod er jeg ret stolt af Mode Med Mere. Jeg elsker at skrive, og jeg brænder virkelig for mode – og kan jeg dele min lidenskab med så mange som muligt, så de kan få så meget glæde af det, som jeg får – så er blogging den perfekte løsning for mig. Men jeg foretrækker mere at have det som en slags “hemmelig hobby”. Tanken om at medstuderende, veninder og søstre faktisk opdager, hvor meget tid jeg bruger på at tænke over outfits eller neglelakfarve er lidt skræmmende…Men helt grundlæggende så tror jeg ikke, at modeblogging adskiller sig fra så mange andre nørderier. Mange forstår sikkert ikke, hvorfor jeg vil skrive om shopping og stil, men omvendt så har jeg mange gange svært ved at se, hvorfor så mange fyre går op i fodbold. De går op i den engelske, tyske, spanske og italienske liga, jeg går op i modeugerne i New York, Milano, London og Paris. De tager til fodboldkampe på det lokale stadion i weekenden, jeg tager ud at shoppe. De tjekker bold.dk, jeg tjekker style.com.
Men som Mode Med Mere efterhånden er vokset, så er det jo kun et spørgsmål om tid, før jeg må ud med sproget. Hvornår kommer det punkt, hvor jeg kan sige: “Jeg er mode-blogger,” uden at blive lidt forlegen, men med stolthed i stemmen og rank ryg? For når det kommer til stykket, og hvis føromtalte selvfedme skal en smule frem, er det så ikke noget at være bare en smule stolt over?
Du ER modeblogger! Og vær stolt af det!:)