Det er tid

Endelig

Efter måneder med stress, spekulationer og overvejelser, så er det hele overstået på en time! Men nu er praktikpladsen på plads. Jeg tror, at jeg har gennemgået samtlige føleleser, man kan føle. Glæde, håb, vrede, frustration. Jeg har været helt oppe at flyve og helt nede i kulkælderen.

Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive. Nyheder ville jeg gerne slippe lidt for, for det har vi primært beskæftiget os med på studiet – og selvom det er ok at sidde og spytte nyheder ud hver dag, så er det ikke det, der tænder mig mest. Så magasinjournalistik var lige noget for mig – meget gerne et modemagasin eller et magasin for kvinder, da det jo er det, jeg interesserer mig for. Når man vil gøre sig inden for det felt, så er der en lille håndfuld praktikpladser at vælge i mellem: ALT for Damerne hos Egmont, Femina+IN+Psykologi hos Aller, Woman hos Benjamin eller Where2Go som også er under Aller. Magasiner som Eurowoman, Sirene og Bazar har ikke praktikanter – måske fordi det er for dyrt?

Men for allerførste gang slog Costume en praktikplads op. Jeg var jo ellevild, for det er virkelig en praktikplads, hvor mode ville være i højsædet. To dage før Panikdagen, hvor praktikanterne ansættes på de forskellige arbejdspladser, trækker Costume stillingen tilbage!!! Jeg var knust og ringede ind for at høre hvorfor. Chefredaktøren var rigtig ked af det, men de var blevet nødt til at trække stillingen tilbage på grund af “omstruktureringer på redaktionen”.

Jeg ved, det er en benhård branche, hvor spare- og fyrerunder er hverdagskost, men jeg troede ikke, at jeg allerede ville blive udsat for det som studerende. Det er da en glæde, jeg har til gode, til når jeg er færdiguddannet!

Men life goes on, og jeg havde jo stadig fantastiske praktikpladser til gode. Jeg var nok mest ked af, at der nu var en ansøgning ude af spil, og at jeg derfor havde lidt dårligere odds for at få en god plads.

Men nu skal jeg nok lade være med at holde jer hen længere. Jeg skal være praktikant hos ALT for damerne, som er det sted, jeg allerhelst ville hen af de steder, hvor jeg havde ansøgninger i spil. Jeg er ovenud lykkelig for at have fået tilbudt pladsen og glæder mig supermeget til at begynde. Kvinderne på redaktionen er bare superflinke, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem og lære af dem.

Så den 1.august skal jeg slå folderne ud hos ALT for damerne i Egmont-huset, lige ovenover Eurowoman og Euroman-redaktionerne og lige ved siden af Sirene-redaktionen. Jeg glæder mig!

Det betyder også, at jeg skal flytte til København – jubii! Men nu har jeg jo hørt alle de skrækhistorier om, at det er praktisk talt umuligt at finde noget i Kbh. Så kender I nogen, der kender nogen, der kender om en lejlighed i Kbh. til en rimelig penge, så lad mig det vide! En fremleje på et år pr. 1. august ville være perfekt. Eller kender I nogen, der mangler en roomie, så giv mig besked. Jeg er ikke-ryger, stille og renlig (hvilket min nuværende roomie vil kunne bekræfte), og det kræver jeg også af en evt. roomie.

Nå, nu er det her indlæg vist også rigeligt langt :/ Jeg skal til køretime om lidt, men håber på at få blogget i aften igen, så kig endelig forbi – det er dejligt at være tilbage på bloggen!

9 kommentarer

  • Anonymous

    Tillykke med pladsen 😀 Held og lykke :)Hvad skal du beskæftige dig med? Kommer vi til at kunne læse noget fra dig i bladet? (:Mvh Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Modedullen

    Stort TILLYKKE med stillingen 🙂 Håber, du bliver glad for det. Har været meget spændt på dine vegne; det er jo så nervepirrende med panikdag…KhMette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ~Sine~

    Tillykke med praktikpladsen! Kender selv til al det ræs, der kan være med at finde en :z

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Prinsessens Mor

    Gud hvor fantastisk! Tillykke! må hellere tegne abonnemnt på Alf Og Damerne nu 😀 Det er sgu også et fint blad! Og fedt at de er søde. ØJ du er heldig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mumrikken

    Tillykke med pladsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    1000 tak alle sammen 🙂 Er superglad og lettet for, at alt flaskede sig.Jeg kommer til at indgå i artikelredaktionen på lige fod med de andre skrivende journalister. Så I kommer helt sikkert til at kunne læse noget af det, jeg har skrevet – det er ikke et sted, hvor man skriver til skraldespanden!/Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bloggerella

    Tillykke med det!Det er da fantastisk dejligt at du har “vundet” et ophold i Kbh.Jeg holder ørerne åbne mht. lejligheder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Tak 🙂 Ja, føler helt klart, jeg har vundet et ophold i Kbh! Glæder mig til at flytte dertil, har jo boet på Fyn hele mit liv.Du må endelig holde øjne og ører åbne, jeg kender ikke særligt mange i Kbh. så jeg prøver at få så mange følere ud som muligt og håber på, at det giver bonus på den led./Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mig

    Tillykke med det – glæder mig til at læse noget fra din hånd på tryk! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er tid