Mine første indtryk af Max Factors Glide & Define Eyeliner

Jeg er ikke meget for at kalde dette en anmeldelse, for jeg vil på ingen måde udnævne mig til en ekspert, der siger: “Køb det her, for det er rigtig godt!” eller “Lad være med at spilde jeres penge på dette”. For make-up, som med tøj, gælder det jo at én ting nødvendigvis ikke fungerer for mange personer. Så hvis et produkt fungerer for mig, fungerer det nødvendigvis ikke for jer – og omvendt! Alligevel vil jeg, absolut nybegynder ud i make-up, dele mine første indtryk af Max Factors Glide & Define Eyeliner, som jeg jo har snakket en del om.
Så ned i Matas vandrede jeg og hostede 69 kroner op for omtalte eyeliner. Den fås i Brun og Sort (og Smoke ifølge hjemmesiden, men den så jeg ikke…). Sørg lige for at tjekke, at I får den farve I vil have 😉 Jeg købte den sorte.
Tuben er lille – meget mindre end jeg havde forventet. Nedenunder ser I tuben ligge ved siden af en ganske almindelig tændstiksæske. Dens lille størrelse gør det nemt at have den med i tasken, og den ligger rigtig godt mellem fingrene (i hvert fald mine korte, små fingre!). Låget skal skrues af, hvilket er lidt besværligt i længden. Jeg havde foretrukket et låg, der bare kan hives af.Spidsen er sådan en filtagtig ting, der er helt smal for enden, så man kan lave tynde streger, og når man så ligger spidsen ned, bliver stregen tykkere – eller sådan tror jeg i hvert fald konceptet bag eyelineren er…
For hvorend jeg gerne vil kunne lide Max Factors Glide & Define, så kan jeg ikke få den til at virke optimalt. Måske er det min, der er defekt? For jeg synes virkelig, at man skal trykke hårdt med spidsen for at få noget farve ud af tuben.
Jeg synes også, det er svært at styre stregens tykkelse. Hvis man kun tegner med spidsens ende, kommer der næsten ikke noget farve ud – og hvis man lægger spidsen ned bliver stregen tykkere, men også ujævn. I vidoerne på hjemmesiden ser det legende let ud, som om make-up artisten tegner streger med en tusch.
Den “tusch” jeg har fået må så være ved at løbe tør for blæk. I kender godt, når en tusch er ved at løbe tør for farve, og man bliver nødt til at trykke hårdt og male mange gange frem og tilbage? Sådan er min tube! Må indrømme at mine øjenlåg i længden blev lidt ømme af at blive gnubbet så meget frem og tilbage med filtspidsen – men jeg blev ihærdigt ved med at re-apply, for jeg ville så gerne have, at den skulle fungere! Om det er mig eller produktet, den er gal med, skal jeg ikke kunne sige!
Nedenunder har jeg tegnet nogle streger på min håndryg – både tynde og tykke streger. Og det er betydeligt nemmere at tegne på håndryggen end langs øjenvipperne…Hvad angår holdbarhed har jeg ikke gjort mig så mange erfaringer endnu. Den er ret nem at fjerne med make-up fjerner, nemmere end Fluidline. Hvis man gnubber på stregen splatter den ret nemt ud, og den er ikke vandfast – men det reklamerer den jo heller ikke med, at den er…
Alt i alt fik Glide & Define og jeg ikke den bedste start…Jeg håber inderligt, at jeg bare lige skal have rutinen, men det umiddelbare indtryk er ikke godt…
Men jeg vil give den en chance og prøve mig lidt mere frem. Så den endelige dom er endnu ikke fældet.
Er der nogen af jer, der har prøvet Glide & Define? Del jeres erfaringer – det kunne være, at jeg kunne drage nytte af dem…
Jeg har købt Lancôme versionen af denne ‘tush’ eyeliner og den har fuldstændig samme probelem! Denne var dog 3 gange så dyr, så vær glad for at du købte en billig version. Idéen er god, men den virker bare ikke i praksis. Jeg vil købe en flydende eyeliner fra Mac, så jeg kan få mine sexede Kleopatra øjne!:-)