To be, or not to be…

Go’ formiddag, alle sammen! Jeg sidder og drikker dagens første kop kaffe, mens jeg håber på, at det holder op med at regne – jeg skal nemlig cykle ind til hovedbanen, for at nå et tog til Odense. Her skal jeg mødes med en veninde, som jeg ikke har set i alt for lang tid, og om aftenen skal jeg hænge ud med min søster – det bliver SÅ godt at catche up! Bagefter tager jeg til Svendborg, hvor jeg er hos mine forældre over påsken.
Normalt er det ikke noget, jeg lægger mærke til i hverdagen, men nogle gange bliver jeg ramt af det største savn efter min familie og mine veninder. Jeg ville ønske, at de bare var en cykeltur væk, i stedet for at jeg skal sidde flere timer i et tog. Men når vi ikke ser hinanden så tit, så bliver det også koncentreret samvær, når vi endelig ses – og det skal man heller ikke kimse ad!
Det er dog med en smule misundelse, at jeg ser på hr. kæreste og hans venner. Det er nogle han er vokset op med eller har kendt siden gymnasietiden, og han ses med dem MINDST en gang om ugen – og det kan jeg ikke, for mine barndoms- og gymnasieveninder er spredt fra Ålborg til Århus over Odense og til Svendborg. Øv!
Hmmm, det blev til lidt “tunge” tanker på en regnfuld onsdag – men mon ikke det kan muntre mig lidt op at komme en smuttur hjem til Fyn 🙂
(billede fra thefashionspot.com)
Jeg kender godt den følelse. Jeg har rødder mange steder, da jeg har boet længere tid i både Ålborg, Odense, København, Århus og Slagelse. Min Hr. Kæreste er derimod heroppe fra Aalborg, og har alle sine barndomskammerater heroppe osv.
Nogle gange ville man ønske at man kunne samle alle sine venner ét sted. Det er nemlig alt for dyrt og tidskrævende at besøge hinanden tit. Og desværre fader mange bekendtskaber og venskaber ud på den måde. Fordi man er for langt væk. Men nogen gange kan det måske også vise hvor godt et venskab man egentligt havde, for de jeg har tilbage, er virkeligt også de bedste venner og veninder jeg kunne forestille mig 🙂