My Girl You Blush

En af jer spurgte, om jeg ikke ville vise min MAC-samling frem – og det kan jeg da godt 🙂 Jeg har valgt at dele MAC-flashningen op i flere indlæg, så det er lidt mere overskueligt… Men så meget MAC har jeg altså heller ikke – synes jeg selv 😉 Vi starter med blush og highlightere.
Mens andre måske tyer til mascara eller læbestift for at live deres look op, så er jeg helt klart mest til blush. Jeg synes i den grad, at blush gør en kæmpe forskel og kan skabe glød og liv i ansigtet med en minimal indsats. Jeg er mest til ferskenfarvet blush, men at par pink/rødlige er da også sneget sig ind i min samling 😉
Lad os starte fra toppen, hvor “Peachykeen” ligger. Som I måske kan se, så er jeg svært glad for den blush, for jeg har “hit pan” – hvilket er Youtube-lingo for, at jeg har ramt metalbunden 😉 Farven er en skøn ferskenfarve med diskret shimmer i.
Nedenunder ser I “Bite of an Apple”, der er fra Venomous Villains- kollektionen, og derfor er emballagen prydet med den onde dronning fra Snehvide. Farven ser ret skrap ud i pakken, en hidsig rød-koral i mat finish, men hvis man påfører den med let hånd, så giver den fine Snehvide-rosenrøde-æblekinder.
Ved siden af er “Soft and Gentle”, der er en mineralize skinfinish i en flot champagnefarve. Som navnet antyder, så giver den en meget blød og mild glød til ansigtet. Jeg bruger den som highlighter på kindben, brynben og næseryg. Det gode ved den er, at den ikke er for glitret, men meget diskret. Og så får man virkelig meget produkt for pengene: En overgang brugte jeg den hver eneste dag, og det kan man overhovedet ikke se!
Næste i rækken er “Ripe Peach”, som blev revet væk, da den blev lanceret i Spring Colour Forecast-kollektionen. Jeg fik kun fingre i den, fordi min lillesøster skulle til Thailand og fandt den i lufthavnen for mig. Det ligger jo lidt i navnet, men blushen er ferskenfarvet, og det smarte er, at man selv kan graduere, hvor lys eller mørk man vil påføre blushen. Jeg nænner næsten ikke at bruge den, fordi den er så limited edition… Jeg håber, at MAC en dag gør dem til en del af deres permanente kollektion!
Den sidste er “Posey”, som er en blushcreme – den giver de fineste rosenrøde kinder, men er meget diskret. Desværre har MAC afviklet deres blushcreme og erstattet den med cremeblend. Og selvom navnet “Posey” går igen, så er farverne desværre ikke ens 🙁 Jeg synes, den nye er mere brunlig – desværre… Så nu må jeg hellere se at spare lidt på denne blush… Som I måske kan ane, så er der brugt godt af den allerede.
Det var lige en gennemgang af de blush og highlighters fra MAC, som jeg har… Har du en favoritblush fra MAC, som du vil dele?
En favorit? Må jeg kun vælge en? Det er vist godt det ikke er mig, der skulle vise samlingen frem 😀