About a Boyy

Jeg har fået en del spørgsmål angående min Boyy-taske, så her får I et indlæg, der svarer på det meste. Modellen hedder Slash, og den fås i to størrelser – en almindelig og en mini – hvor jeg har mini. Camille har den i almindelig størrelse, så hvis I vil se den in action, så klik derover – I kan også se den på Sigi 🙂
Den almindelige Slash måler ca. 32 x 25 cm, mens mini’en måler ca. 25 cm x 20 cm (målene er fra Boyys website) – mini’en ser således mere kvadratisk ud, mens den almindelige ser rektangulær ud. Hvilken størrelse, man skal vælge, kommer selvfølgelig an på ens behov, kropsstørrelse etc.
Min Mini Slash er med kalvehår med leopardprint på flappen, den fås også med slangeprint og lizardprint i både grå og sort læder – men leo er klart mest min stil 😉 Læderet er smørblødt og slouchy, og jeg er vild med de rå lynlåse og kæderemmen, der har den perfekte længde til både at blive båret over skulderen og crossbody – kæden kan ikke justeres i længden.
På bagsiden af tasken er der en lille lynlåslomme, hvor der er plads til Dankort, mønter og en telefon – dog nok ikke en iPhone – jeg har en fiks lille HTC Wildfire S 😉
Flappen kan flippes (seriøst mærkelig formulering!), så tasken er helt sort. Og så kan remmen tages af, så tasken fungerer også som clutch. Smart!
Når sidelynlåsene er lynet op, kan den rumme ret meget: Solbriller, lipgloss, kuglepen, spejl, telefon etc. Den helt store pung skal man dog lade ligge hjemme – jeg har normalt en moppedreng fra Miu Miu, men har nu bestilt en lille coin purse, der kan være i mine mindre tasker. Bemærk, at der også er en lynlåslomme inde i selve rummet.
Skal man ikke have det store arsenal med, kan lynlåsene i siden lynes, og så er tasken ret flad.
Slash-taskerne fra Boyy fås i et væld af farver – Laura har fx en cool Mini Slash i gul – og der kommer nye farver til hver sæson. En tidligere sæson var der fx en Slash med nitter, den gad jeg godt have fingre i! Den almindelige Slash koster 4.600 kr., mens Mini Slash koster en tusse mindre. Det er selvfølgelig en del penge, men bestemt en god pris for en taske i sådan en kvalitet.
Du kan købe Boyy hos It’s i Gothersgade (sorry, jeg fik den sidste og eneste Mini Slash med leo ;)) og Zornig på Gl. Kongevej i København og online hos Strøm (tilføj gerne flere forhandlere, hvis I kender til nogen!).
Jeg er bestemt blevet fan af Boyy-tasker og drømmer allerede om en Slash i en anden farve og størrelse… Andre, der er til lækre Boyy?
Jeg er også stor fan af Boyy. Har selv købt mig en Slash med lizard print i Zornig forleden, og jeg kan slet ik slippe den. Den har hængt på mig lige siden 🙂
Gad også godt en mini slash, men det må lige vente lidt 😉