Hånd i hånd

Praktisk og (nogenlunde) pæn pusleplads

Indlægget indeholder reklame i form af affiliatelinks.

Jeg så lige, at Christina spurgte ind til, hvad der skal købes til en pusleplads, og da jeg selv blev beriget med guldkorn, da jeg i sin tid lavede dette indlæg om mine tanker om indretningen af puslepladsen, tænker jeg, at jeg nu vil dele, hvordan vores pusleplads er endt med at se ud. Der er justeret lidt løbende i indretningen, da visse ting ikke fungerede optimalt, så det hele er tried and tested 😉

En pusleplads skal først og fremmest være praktisk, men må da også gerne være pæn – jævnfør dette indlæg 😉 Det nytter altså ikke noget at købe pæne ting, der ikke kan holdes rene eller vaskes ved høje temperaturer!

pusle-1Da vores lillemand endnu ikke har eget værelse, har vi valgt en væghængt løsning, der er placeret lige uden for badeværelset, så man har nem adgang til vand. Jeg har valgt dette puslebord, da jeg synes, det er praktisk med den ekstra bredde til opbevaring, og så kan man også placere vaskefad og skumklude ved siden af på den ekstra lille bordplads.

Oprindeligt havde jeg en smuk puslepude fra CamCam, men den blev hurtigt erstattet med en mindre pæn plastiksag fra Babysam. Det var simpelthen for besværligt at pille det betræk af og vaske det. Leanders puslepude er både pæn og praktisk, men jeg er ikke sikker på, den kan være i vores puslebord, når det er slået op.

Blespanden fra Tommee Tippee er en af de dyrere løsninger, da kassetterne med bleposer er ret dyre. Men vi har aldrig haft lugtgener, så det er pengene værd. Jeg ved, mange bare kører løsningen med bleposer fra supermarkedet, og så går de bare tit ud med skraldet (det kommer så ikke til at ske her, da vi bor på tredje sal!).

Skyspejlet er lillemanden helt vild med at beundre sig selv i. Når de er mindre og skal træne nakke, er det en god ide at lade dem ligge på maven på puslebordet, og der er et spejl med til at fange deres opmærksomhed.

pusle-3Servietholderen fra Ubbi er vi blevet overraskende glade for. Vi køber halve skumklude og klipper dem yderligere i kvarte – størrelsen er mere praktisk og økonomisk. Servietholderen er ret tung, så den ikke vælter hele tiden, og den passer perfekt på toppen af puslebordet, når det er slået op. Vaskefadet er fra Søstrene Grene. Vi har ikke haft behov for et hoved/hale-fad, da vi bare lige fugter en skumklud under vandhanen i badeværelset, hvis der skal tørres snot eller indtørret mælk væk fra ansigtet.

Vi bruger bleer fra Libero Touch. De er ret dyre, men holder lillemanden tør hele natten, og så er jeg fan af indikatoren, der viser, om der er våd ble eller ej. Ved siden af bleerne er der en flaske med babyolie – den fra Änglamark har en praktisk pumpe, der er perfekt, når der skal gives babymassage. Et must er desuden Apotekets Desinfektions Spray til at afspritte puslepuden og hænder efter brug. På toppen af puslebordet har jeg en grå boks fra H&M Home (den her er i lignende stil), hvor der er foldet køkkenrulle til at tørre puslepuden af med efter afspritning.

I stedet for stofbleer breder vi et lille håndklæde fra Ikea ud under bebs, når han skal pusles. De suger meget bedre end en stofble og er så billige, at de bare kan smides ud, hvis der sker virkelig slemme uheld. Ved siden af håndklæderne er der en holder fra Søstrene Grene til baby pads, og nedenunder er der babyvatpinde.

pusle-2På siden var der oprindeligt en enkelt krog, men efter et stykke tid købte hr. kæreste to mere, så der er i alt tre kroge til at hænge ting på. Øverst er der en lille spand (igen fra Søstrene Grene) til at lægge tøj i. Den midterste krog er til en stofble, for man kan altid bruge en stofble til gylp, savl etc. Nederst hænger der en vaskepose, som beskidt tøj nemt kan smides ned i, og så hænger der to wet bags, som klamme håndklæder bare kan kyles i, så de kan komme direkte i vaskemaskinen.

Øverst på puslebordet er en lille lampe, som også fungerer som suttesnorholder. Der er en bamse med musik, for da han var helt spæd og ikke brød sig om at blive puslet, faldt han til ro, når han hørte sangen. I den lille porcelænsskål er der skoldede sutter. Uroen fra Konges Sløjd hænger på en iPad-holder købt på eBay, så kan uroen pakkes væk, når puslebordet ikke er i brug, så man ikke går ind i den, når man kommer ind ad hoveddøren 😉

Skyhylderne er fra Tiger. I den ene er der en blød babybørste, snotsuger og neglesaks. I den anden er der skiftetøj i tilfælde af uheld.

Inde i selve bordet er der et hav af cremer og salver, og det er nok ikke lige alle dem, man får brug for. Jeg vil fremhæve: Olivias Tryllesalve, der kan bruges til tør hud, rødme, rifter. Olivy, der er et must til at forebygge rød numse. A-derma er også et must, hvis bebs har tendens til tør hud eller eksem.

Øjen- og næsedråber er også rare at have i tilfælde af øjenbæ og snot. Et termometer er uundværligt, og vi har dette.

Ting, som ikke er ved puslebordet, men som jeg også må nævne er: Pletfjerner fra Vanish (din nye bedste ven) og D-dråber (vi kører D-pearls og dråber fra BioGaia, da alt andet gav min lillemand mavepine).

Det var vist det – point til dig, hvis du nåede helt til enden 😉

9 kommentarer

  • Mie

    Spørgsmål fra en kvinde som endnu ikke er mor (men vi begynder snart at arbejde på sagen): Hvor har I andre placeret puslebordet?

    Jeg har altid antaget, at man havde det på badeværelset af praktiske årsager (= bæ). Men det giver måske god mening at have på barnets værelse?

    Er der nogle som vil dele fordele og ulemper ved begge valg?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Vi har en lillebitte badeværelse, så der er desværre ikke plads til at pusle derude. Men jo, en pusleplads i badeværelset er fint, da der jo er nem adgang til vand til at vaske baby og vaske hænder. Nogle har det på værelset, da alle babyting ligesom er samlet på et sted. Det er nok en smagssag, hvad man er til 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kan du linke til iPad holderen? Vi har også et væghængt puslebord og kunne godt tænke mig en uro over men kan ikke finde en god måde at hænge det op uden man går ind i det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    God inspiration! Hvor er selve puslebordet fra? Linket virker ikke 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • modemedmere

      Det er fra Babysam – jeg ved ikke, om det kan købes online længere, så prøv at spørge i din lokale Babysam. De kunne i hvert fald bestille det hjem til mig 🙂
      /Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hejsa

    Hvor ser det fint ud. iPad-holderen er ikke tilgængelig længere, så jeg kan ikke lige se hvad funktionen er.

    Er det en form for meget kraftig (og pænere) ståltråd, hvor I så nemt kan løfte uroen op, når puslebordet så skal klappes sammen?

    Mvh Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hånd i hånd