Utålmodig neglelak-lægger?

Normalt plejer jeg at lægge neglelak, mens jeg ser fjernsyn, fordi der skal man ikke bruge fingrene så meget (man kan lige akkurat bruge fjernbetjeningen…og så heller ikke mere). Men et lag underlak, et-to lag farvet PLUS et lag overlak tørrer ikke sådan lige på et afsnit Skadestuen…Og jeg har altså andre ting at lave end at sidde og vente på at neglelakken tørrer. Ofte synes jeg, den er tør, men så laver jeg et eller andet, og en rids afslører, at lakken ikke er 100 procent tør. Usj, hvor kan jeg blive hidsig.

Men nu kan jeg lægge neglelak og et minut senere gå ud og rode i fryseren efter en Sun Lolly uden at få ridser. Jeg var nemlig vild efter at smage den nye Sun Lolly med hindbær-smag. Den er ok, men drue/champagne er altså stadig min favorit…
Løsningen er en spray, der tørrer alle lag neglelak på et minut. Jeg har længe kigget på mulighederne, men endte med en fra Elegant Touch. Den kostede 70 kroner, og til den samme pris kan man få OPI’s og China Glaze’s på eBay – men i dette tilfælde var jeg bare for utålmodig til at vente på, at den nåede frem med posten. Igen den forbistrede utålmodighed!

Er man ikke til spray, kan man også få en lak til at lægge på, der har samme effekt.
Indtil videre har jeg kun testet sprayen på tre lag neglelak, men med upåklageligt resultat. Lad os nu se, om den kan holde til fire…

(billeder fra eBay, head2toebeauty, harmondiscount)

Grækenland i Vila

Hvis jeg ikke havde eksamen lige nu, og hvis jeg havde råd, så ville jeg gerne til Grækenland. Så skulle der kværnes oliven, feta og tzatziki til den helt store guldmedalje! Og shoppes selvfølgelig… Denne lyst til at tage til Grækenland er kommet fra et meget mystisk sted – Vila!

Da jeg tog en tiltrængt Rosengård-rute i går, så vrimlede det med toppe, tunikaer og cardigans, der mindede mig om Grækenland – blåt broderi på en hvid baggrund og variationer deraf. En tur på Google fortalte mig, at de går under navnet “greek peasant blouse”. De minder mig lidt om den top med fuglene, som Alexa Chung havde på.
Her er, hvad jeg fandt i Vila:



Jeg mener, alle tingene kan fås i omegnen af 200-300 kroner. Jeg er især vild med cardiganen, men er for nærig til at give 300 kroner for så tynd en cardigan…

For Odense-peepsene kan jeg desuden oplyse, at Vila-butikken i Rosengårdscentret mandag den 2. juni holder kundeaften med modeshow, goodie-bags og 10 procent rabat på alle ikke-nedsatte varer.

(billeder fra greektownimports.com og enokiworld.com)

Tre ting…

…jeg gerne vil lære, fordi

a) Jeg ville spare fandens mange penge i længden.
b) Det faktisk er realistiske og praktiske ønsker. Vi snakker ikke at flyve en jumbojet eller raketvidenskab.
c) Blær!
Jeg vil gerne lære…

…at lappe en cykel. Det er som om, at Odenses cykelstier er strøet med glasskår. Og da jeg så endelig har tid til at slæbe cyklen til den lokale cykelsmed, så skal han på ferie – og der kommer ikke en afløser! Så må enten vente eller slæbe cyklen flere kilometer for at få den lappet!

…at sy tøj. Både så jeg kan sy from scratch, rette tøj til og diy’e generelt.

…at lave små peberfrugter fyldt med friskost. ELSKER dem, men de er godt nok dyre!

Hvad kunne I godt tænke jer at lære – og hvorfor?

(billeder fra Wikipedia, symaskine.dk og inkafood.dk)

Elle kommer til Danmark

Den 22. september rammer et nyt, men yderst velkendt, modemagsin hylderne i en velassorteret kiosk nær dig. Politken.dk kan i dag fortælle, at Aller udgiver modemagasinet Elle på dansk.

Som en fuldblodet magasinoholiker kan jeg ikke få armene ned, og jeg glæder mig rigtig meget til at se den første udgave. Det er tidligere chefredaktør fra Where2Go, Cecilie Christiansen, der bliver chefredaktør på dansk Elle. Jeg mødte hende, da jeg var på praktikbesøg hos Where2Go, og med det hun har gjort med det kvadratiske Københavner-magasin, så er mine forventinger ikke mindre.

Men som kommende ansat i et konkurrende bladhus, kan man jo ikke lade være med at tænke, at der nu er endnu en konkurrent på banen! Men igen, med ambitioner om at blive kvinde- og modemagasinsjournalist skal jeg jo ikke brokke mig over, at der åbner en ny, potentiel arbejdsplads, når den tid nu kommer – og hvis bladet stadig lever til den tid!
(billeder fra elle.se og elle.com)

Matcher du make up-mærker?

Der er vel næppe nogen, der har en garderobe bestående af kun ét mærke. Og de færreste af os går nok i det samme mærke fra top til tå (det skulle da lige være H&M!).

Men når det kommer til skønhedsprodukter, så er det en helt anden sag. Der tror jeg, at langt de fleste køber mange ting fra det samme mærke. Shampo og balsam, tre-trins renseserier – de skal være fra det samme mærke, fordi ingredienserne jo er lavet, så de komplimenterer hinanden.

Jeg synes også, det ser superflot ud, når alt dullegrejet står linet op på rad og række og emballagen matcher. Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg ELSKER MAC. Superlækre produkter, og så matcher emballagen også!

Men selvfølgelig kommer det ikke kun an på mærker. Farver, konsistens, holdbarhed, kvalitet. Men står jeg med to produkter, så kan mærket da godt være afgørende…

Hvad med jer: Matcher i skønhedsprodukt-mærker?