Den smukkeste strik

Camille Cardigan My Size fra Millefryd

Over ferien er jeg blevet færdig med noget nær den smukkeste strik, hvis jeg selv skal sige det. Det er Camille Cardigan My Size, som jeg har strikket i det smukkeste håndfarvede garn fra Woolapyk. For at ramme strikkefastheden har jeg strikket med en tynd tråd merino fra Magiske Garner (et tip, som jeg har tyvstjålet fra Esther, der står bag strikkepodcasten Hold Masken).

Jeg vaklede virkelig mellem hvid og pudder følgetråd, men endte med sidstnævnte, da det virkelig fremhævede de lyserøde toner i det smukke garn. Det er ikke den første strik, som jeg har strikket fra Millefryd. Hendes designs er feminine, gennemtænkte og med valg af garn kan man gøre strikken til helt sin egen. Jeg har også strikket Sorbet Cardigan, og hun har teaset for en Magnolia Bluse, som jeg også bliver nødt til at strikke, når hun udgiver den opskrift.

Nå, men tilbage til Camille… Detaljerne som vendepindene bagtil, så flæsen er længere på ryggen. De flotte hul-udtagninger ved raglanen. I kan godt høre, jeg er solgt, ik’?

Feriestilhed

Min lille familie til barnedåb i det nordjyske <3

Der har været alt for stille alt for længe her på domænet. Jeg har holdt ferie med min lille familie. Eller så meget ferie, som man nu kan holde med en krudtugle på 2 år og otte måneder (vi er ved at skære den sidste lur fra, så der skal underholdes fra morgen til aften) og en lille bebs på 4,5 måned.

Men hvor har jeg bare nydt at være sammen med min lille familie. Sådan helt intenst og koncentreret. Vi har været i sommerhus. Vi har besøgt familie i Nordjylland, og i weekenden får vi besøg af familie og venner her i sommerhuset, hvor vi holder en fest for vores lille pige (og jeg er i totalt denial omkring vejrudsigten…)

I næste uge vender vi tilbage til hverdagen, og jeg fatter slet ikke, at der snart er gået fem måneder af min barsel. Her til efteråret overvejer jeg rent faktisk, om lillesøster og jeg ikke burde gå til noget. Med storebror rendte jeg til det ene, det andet og det tredje, men det behov har jeg slet ikke haft. Men nu når hun trods alt er ved at være større og mere opmærksom, kunne det måske give mening. Vi får se!

Jeg håber, I har haft en skøn sommer, og forhåbentlig kommer der til at ske lidt mere her på domænet, når hverdagen igen returnerer.