Kyllingekødboller i teriyaki a la Sticks ‘n’ Sushi

Jeg følger lige indlægget om mine asiatiske indkøb op med endnu en madindlæg… Så skal jeg nok prøve at komme med noget mere moderelateret næste gang 😉
Hvis I som mig er fans af sushikæden Sticks ‘n’ Sushi, så kender I helt sikkert også deres kyllingekødboller i teriyaki. Mmm! Dem kan jeg spise mange af!
Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave dem selv – og resultatet blev ret godt! Ikke helt som Sticks’, men der er i hvert fald basis for finjustering – og så tror jeg faktisk ikke, de bliver helt ved siden af 😉 Opskriften har jeg fundet HER – jeg skriver den med mine justeringer.
Kyllingekødboller på spyd med teriyaki (ca. 28-30 kødboller)
500 g hakket kyllingekød
4 spsk sojasauce
4 spsk mirin
2 tsk sorte sesamfrø
4 spsk fintrevet løg
1 æg
7-16 bambusspyd (alt efter længde)
1 spsk smagsneutral olie
citronbåde
teriyakisauce
Sådan gør du:
1. Pisk – helst med en elpisker – kødet sammen med sojasauce, mirin, sesamfrø, løg og æg, til farsen er lind. Lad gerne farsen trække en time i køleskabet, så den sætter sig.
2. Form farsen til boller på størrelse med små valnødder.
3. Damp bollerne i en bambussteamer (fås hos kinesiske købmænd) eller brug en stor gryde med låg, hvor du lægger en mindre porcelæns- eller metalskål med bunden opad i gryden og herpå en tallerken, hvor du lægger bollerne. Vandniveauet skal være under bollerne. På denne måde koger kraften ikke ud i vandet.
4. Bollerne skal have 5-6 minutter, til de er faste og gennemdampede.
5. Sæt bollerne på spyd med den flade side nedad og steg dem på begge sider i olien på en meget varm non stick- eller grillpande, ca. 4 minutter i alt. Vend spydene undervejs.
6. Server sticksne med citronbåde, samt striber af teriyakisauce over.
Teriyaki-sauce:
Den teriyaki-sauce jeg havde købt, var helt flydende og meget salt. Slet ikke som den, man får hos Sticks! Så jeg fortyndede teriyaki’en med vand, varmede saucen op i en lille kasserolle og jævnede den med maizena. Og hældte et tykt lag oven på kødbollerne inden servering. Det var et hit!
Jeg serverede kødbollerne med risnudler og en salat bestående af ananas, tomater og forårsløg.
Kødbollernes konsistens blev en smule smuldret i forhold til Sticks’, så næste gang vil jeg nok røre lidt mere i dejen, alternativt køre farsen i en foodprocessor og derefter komme sesamfrøene i.
Mums!
Jeg synes altså, at det er super fedt og hyggeligt med madindlæg.
Gerne flere af dem! 🙂