Smukt, bølget babytæppe

Der har været gang i strikkepindene her i december, for jeg skulle nemlig nå at blive færdig med et babytæppe til niece nr. 2, der lige er kommet til verden i Schweiz.
Jeg havde kigget lidt rundt på nogle forskellige opskrifter, men endte med selv at bikse denne opskrift sammen af lidt forskelligt, jeg faldt over. Jeg blev nemlig hovedkulds forelsket i mønsteret “havskum” eller “old shale”, som det også kaldes, og tænkte, at det ville være perfekt til et blødt og delikat babytæppe 🙂
Tæppet er strikket på rundpinde 3,5/80 cm, og jeg har brugt næsten fem nøgler alpaca fra Indiecita, som jeg har købt hos Rasmilla.
Dette er på ingen måde en prof opskrift, men nu får I den alligevel 😉
Babytæppe strikket i havskum
– Slå 178 masker op på dobbeltpinde, så startmaskerne bliver lidt løse i det.
– Strik tre rækker retstrik. Derefter begynder du at strikke havskum.
– Start og slut på hver pind skal strikkes 8 m ret. Derimellem strikkes havskummønsteret ni gange. Se, hvordan du strikker det HER.
– Når tæppet er omtrent 85 cm langt, slutter du af med tre rækker ret og slutter af løst.
– Hæft enderne.
Huen er strikket efter dette mønster, mens den stribede sag er fra Baby GAP 🙂
Hvis I ligger inde med nogle opskrifter til fine babytæpper, må I endelig linke, for det er bestemt ikke sidste gang, at jeg strikker babytæpper – der er SÅ mange babyer i min omgangskreds lige nu!
Hvor er det sødt. God ide at strikke tæpper. Jeg har givet mig i kast med, at hækle bamser/kaniner til alle de babyer der hele tiden kommer.
Det er virkelig et fint mønster, det skal nok komme til at vække lykke, for sådan lille nyfødt pige. Hjemmelavede gaver, når de ellers er gode, er jo bare det bedste.